Ekstra Bladet køber 30 procent af fodboldmediet Mediano.
Det skriver Ekstra Bladet selv.
Mediano udgiver flere ugentlige podcasts om både dansk og international fodbold.
Ifølge aftalen skal Ekstra Bladet overtage det fulde ejerskab, når Medianos stifter og chefredaktør, Peter Brüchmann, på et tidspunkt forlader Mediano.
Mediano fortsætter som et selvstændigt medie under Ekstra Bladet, lyder det.
Anders Borup, som er kommerciel direktør på Ekstra Bladet, siger, at han er glad for, at det er lykkedes for mediet at lande aftalen med Mediano.
- Sammen med Bold giver Mediano os mulighed for at levere den suverænt stærkeste og bredeste fodbolddækning til vores mange brugere, siger han til Ekstra Bladet.
Peter Brüchmann, som i dag er 62 år, siger til Ekstra Bladet, at han ønsker at være med om bord "i en årrække endnu", men at han ikke er der, når han er 70 år.
- Aftalen er lavet, så både lyttere og medarbejdere ved, at de kan regne med et Mediano, de kan genkende - også i fremtiden, også i tiden efter mig. Og hvis det ændrer sig, så er det fordi det bliver stærkere, siger han til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har tidligere opkøbt både fodboldmediet Bold.dk og cykelmediet Feltet.dk.
Mediano har ifølge Ekstra Bladet knap 11.000 betalende abonnenter.
Som betalende medlem får man adgang til hele Medianos kartotek af podcasts. En mindre andel af kartoteket er i dag frit tilgængelig.
Mediano blev stiftet i 2016 af en gruppe sportsjournalister og redaktører.
I januar blev Peter Brüchmann eneejer af selskabet. Indtil da havde medstifter Jacob Staehlin ejet en lille andel, skrev MediaWatch.
Mediano havde i 2024 et overskud på 735.000 kroner.
/ritzau/
