Eksperten: Hæv ambitionerne

Vækstpanelet. Henrik Sørensen opfordrer Henrik Duus til at satse mere på bar-gear.dk og få gjort webshoppen unik, så den skiller sig klart ud fra konkurrenterne.

ErhvervsBladets Vækstpanel anerkender det forretningsmæssige potentiale i bar-gear.dk, men paneldeltager Henrik Sørensen har en række forslag til forbedringer.

Som medstifter af blandt andet internetportalen Jubii.dk og softwarefirmaet Spamfighter er Henrik Søren ekspert i internetbaserede virksomheder. Ifølge ham skal Henrik Duus skrue op for ambitionerne og gøre mere ud af bar-gear.dk, så virksomheden ikke bare bliver en i mængden af webshops.

- Der skal noget ekstra til for at skille sig ud og fange kundernes opmærksomhed. Bar-gear.dk er en fin butik på nettet, men den skiller sig ikke ud. Der skal arbejdes med et koncept, som er unikt og som virkelig kan trække kunder til. På nettet skal du være sjovere, smartere eller bedre end de andre for at få succes, siger Henrik Sørensen.

Han peger på et udvidet produktsortiment, særligt nemme betalingsmetoder eller favorable leveringsvilkår som områder, hvor bar-gear.dk kan skille sig ud.

Markedet er derHenrik Sørensen anbefaler også, at Henrik Duus øger sin markedsføringsindsats. Annonceringen på Google er ikke nok.

- En web-shop skal optimeres til søgemaskiner, så folk finder frem til den. Ellers kan man lige så godt åbne en fysisk butik ude på heden og håbe på, at vildfarende folk dumper forbi. Bar-gear.dk skal optimeres på det område, konstaterer Henrik Sørensen, som også anbefaler Henrik Duus at kigge lidt nøjere efter konkurrenter. - Du er aldrig alene om din idé på internettet, så det er vigtigt at være meget skarp på, hvem konkurrenterne er, og hvordan du kan adskille dig fra dem, siger Henrik Sørensen. Han opfordrer Henrik Duus til at arbejde videre med bar-gear.dk, som vurderes at have et sundt grundlæggende potentiale. Idéen med at sælge udstyr, som kan give private den perfekte hjemmebar, er helt rigtig ifølge Henrik Sørensen. - Hvem vil ikke gerne kunne mikse gode drinks med professionelt grej for vennerne, før man går til bords? Selvfølgelig er der et marked for en virksomhed som bar-gear.dk, vurderer Henrik Sørensen.