Eksperten: Fokuser på erhvervslivet

Potentiale. Jens Heimburger er overbevist om, at markedet for helikopterflyvning er i vækst. Men han mener, Bel Air Helicopters udelukkende skal satse på at blive dansk erhvervslivs foretrukne, når det gælder transport via helikopter.

Selv om prisen på en tur i helikopter stadig ligger milevidt over, hvad en almindelig tur med bil eller tog koster, satser firmaet Bel Air Helicopters målrettet på, at skabe en forretning på at flyve folk fra A til B.

Og Jens Heimburger fra ErhvervsBladets vækstpanel mener da også, at markedet for helikopterflyvning vil vokse de nærmeste år.

Dog understreger han, at det sandsynligvis kun er forretningsfolk og erhvervslivet generelt, der i stigende grad vil blive fristet af en tur med helikopter.

- Selv om prisen er relativt høj, vil mange forretningsfolk begynde at bruge den form for transportmidler for at spare tid og slippe for de overfyldte veje. Men Bel Air skal gøre endnu mere for at skabe sig en profil som erhvervslivets foretrukne leverandør, siger han.

Skab et imageBlandt andet peger Jens Heimburger på, at firmaet bør overveje at lave en klippekortordning forbeholdt virksomheder. Samtidig er det ifølge ham helt essentielt, at Bel Air Helicopters arbejder hårdt for at ryste et image af sig, som helikopterflyvning ofte kædes sammen med.

- Firmaet er nødt til at tage afstand fra tanken om, at helikoptere kun er for ekstravagante folk med mange penge. De skal effektivisere og afmystificere det via klog markedsføring, siger Jens Heimburger, der mener, at Bel Air Helicopters skal forbedre deres hjemmeside kraftigt og bruge den til at fremhæve sig selv som et firma, hvor erhvervskunder er i centrum.

- Firmaets hjemmeside ser lidt hjemmelavet ud og udviser ikke den professionalitet, erhvervskunder leder efter. De skal skabe troværdighed omkring produktet og fremhæve, at sikkerhed og effektivitet er i top hos dem, siger han.

Jens Heimburger mener nemlig, at markedet for helikopterflyvning stadig præges af hobbyvirksomheder. Derfor mener han, at Bel Air Helicopters kan nyde godt af en first mover-effekt, hvis firmaet formår at opbygge en solid kundeportefølje inden for erhvervslivet.