Ekspert: Omtridt DSB-notat kan frikende Danmark

Med argumenterne fra et omstridt notat fra advokatfirmaet Bech-Bruun kan den danske stat slippe for en ubehagelig og bekostelig EU-sag om statstøtte i DSBFirst-skandalen. Det vurderer en ekspert i statsstøttereglerne.

Med argumenterne fra et omstridt notat fra advokatfirmaet Bech-Bruun kan den danske stat slippe for en ubehagelig og bekostelig EU-sag om statstøtte i DSBFirst-skandalen. Det vurderer en ekspert i statsstøttereglerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et omstridt og hidtil hemmeligholdt notat fra advokatfirmaet Bech-Bruun kan formentlig bruges til at hjælpe den danske stat med at undgå en EU-sag om ulovlig statstøtte. Berlingske fortalte i går, at notatet, der blev afleveret til DSB-bestyrelsen for to uger siden, i vid udstrækning frikender tidligere DSB-topchef Søren Eriksen og sår tvivl om der overhovedet er sket ulovlig statstøtte til DSBFirst. Grith Ølykke, der er adjunkt på CBS og ekspert i statsstøtte og konkurrenceret, har for Berlingske gennemlæst det fortrolige Bech-Bruun-notat.

Hun er på flere punkter enig med Bech-Bruun-advokaterne, men mener samtidig, at notatet også bærer præg af, at det er bestilt og betalt af DSB’s bestyrelse. »Det er et meget grundigt og gennemarbejdet notat. Men de hopper som DSB’s advokater lidt let henover nogle ufordelagtige ting for DSB. Jeg er enig i deres konklusion om, at det formentlig ikke er statstøtte, men kreditgivningen har jo stadig været i strid med de konkurrenceretlige retningslinjer for DSB,« konstaterer Grith Ølykke.

DSB er ikke en del af staten

Helt grundlæggende slår Bech-Bruun fast, at der ikke generelt var tale om ulovlig statstøtte til DSBFirst, og er dermed direkte i modstrid med statens advokat Kammeradvokatens vurdering af sagen. Et vægtigt argument fra Bech-Bruun er, at DSB er en selvstændig virksomhed og derfor ikke kan regnes for en del af staten. Dermed kan der ikke være sket statstøtte, da det ikke kan tilregnes staten. »Det er et validt argument, at DSB ikke er en del af staten. I virkeligheden burde staten overtage dette argument, og dermed kunne man måske slippe for en statstøttesag.

Resultatet af det argument er, at vi kommer tilbage til de konkurrenceretlige retningslinjer og væk fra en EU-sag om statstøtte. Men det giver jo stadig DSB et problem,« siger Grith Ølykke. Netop argumentet om, hvorvidt DSB er en del af staten, berøres kun overfladisk af Kammeradvokatens notat fra april. »Kammeradvokaten kom meget let hen over tilregnelsesspørgsmålet. Men det var et modigt notat, da statens advokat kom til en konklusion som ikke var fordelagtig for staten. De kunne have argumenteret ligesom Bech-Bruun for, at der ikke var statstøtte,« påpeger Grith Ølykke.

På et afgørende punkt er advokaterne enige, idet både Bech-Bruun og Kammeradvokaten vurderer, at der kan være tale om ulovlig statstøtte i forbindelse med, at DSBFirst har lånt penge til en rente på 1,9 procent hos DSB. Men her peger Bech Bruun på, at renten var dikteret af vedtægerne i DSB og dermed Transportministeriet. »Det afgørende punkt hos både Bech-Bruun og Kammeradvokaten er spørgsmålet om renten og her vender Bech-Bruun argumentet til fordel for DSB med henvisning til DSB’s vedtægter, men man kan altså ikke gemme sig bag vedtægterne.

DSB har jo en forpligtelse til at tænke sig om selv gennem de konkurrenceretlige regler for DSB,« siger Grith Ølykke og tilføjer: »Argumentet om renten kan vendes begge veje. Det kan vendes om og bruges af staten til at vise, at der ikke er en statstøtte-sag, da man kan pege på, at man har haft de konkurrenceretlige retningslinjer.«

»En uvildig undersøgelse vil rense luften«

Kammeradvokaten reagerede i går prompte på Berlingskes historie og sendte en lynvurdering af Bech-Bruuns notat til Transportministeriet, Dermed er luften fuld af beskyldninger og spin, mens DSBFirst-sagen bliver mere og mere mudret. Det får Grith Ølykke til at se frem til den forhåbentlig uvildige undersøgelse fra Rigsrevisionen om sagen. »En uvildig undersøgelse vil rense luften og gøre klart, hvad der er op og ned. Problemet med denne her sag har været, at mange af advokaterne og revisorerne har været involveret tidligere og er parter i sagen.

Forhåbentlig kan Rigsrevisionen levere den uafhængige undersøgelse. Bech-Bruun leverer et hæderligt arbejde med at fremstille statstøtte-reglerne, men man kan godt læse, at de er bestilt af DSB. Nogle af de ting, hvor det kan være kedeligt for DSB går de ikke rigtig i dybden med,« konstaterer Grith Ølykke og peger blandt andet på, at Bech-Bruun ikke går i dybden med, at det kun er DSB og ikke partneren FirstGroup, der har lånt penge til DSBFirst.

Uddrag af den hidtil hemmeligholdte rapport fra advokatfirmaet Bech-Bruun, som blev afleveret til DSBs bestyrelse for 14 dage siden, og som Berlingske omtalte i går. Det 26 sider lange notat sår tvivl om grundlaget for fyringen af DSB-direktør Søren Eriksen, der i marts blev fyret på grund af mistanke om ulovlig statsstøtte.