Det historiske krak i USAs 16. største bank Silicon Valley Bank hiver endnu en bank med sig i faldet.

De amerikanske myndigheder valgte nemlig søndag aften at lukke dørene hos den New York-baserede bank Signature med den begrundelse, at det kan true stabiliteten i det samlede finansielle system at lade den forblive åben.

Silicon Valley Bank (SVB) i Californien blev forud for weekenden udsat for et pludseligt stormløb, hvor kunderne på blot et enkelt døgn hævede en fjerdedel af deres samlede indlån i banken svarende til 42 milliarder dollar. Det fik de amerikanske myndigheder til at skride ind og klappe kassen i.

SVBs fald er det største bankkollaps siden finanskrisen, og det førte til panik på markederne.

Det har fået investorer og analytikere til at stille det nærliggende spørgsmål, om dette er begyndelsen på en ny finansiel krise.

I hvert fald er Signature Bank i New York City, der har eksisteret siden 2001, blevet det første offer for de bølgeskvulp, der er blevet sat i gang i Californien.

Afgørende for en robust økonomi

Banken har aktiver for 118 milliarder dollar svarende til omtrent 812 milliarder kroner, og krakket i Signature bliver derfor også målt som et af de absolut største bankkollaps i USAs historie.

»Mange kunder i disse banker er små virksomheder, herunder dem, der driver innovationsøkonomien, og deres succes er afgørende for New Yorks robuste økonomi«, udtalte New Yorks guvernør, Kathy Hochul, i en erklæring.

Det har udløst et ramaskrig blandt kunderne i begge banker, idet størstedelen har mere end 250.000 dollar stående på deres konti. Den såkaldte amerikanske indskyderordning FDIC forsikrer nemlig ikke mod tab, der overstiger dette beløb.

Men de amerikanske tilsynsmyndigheder lod dog et lettelsens suk lyde søndag. FDIC har nemlig oplyst, at den sikrer kunder i begge banker adgang til deres penge og vil stille garanti, uanset hvor store tabene er ifølge The New York Times. FDIC skriver i en pressemeddelelse, at kunderne i SVB senest mandag morgen lokal tid igen kan få adgang til deres konti.

»Det betyder alt andet lige, at spredningsrisikoen er om ikke afværget, så dog meget kraftigt inddæmmet. Reaktionen på den redningsaktion er, at aktieinvestorerne, i det mindste på kort sigt, reagerer med et lettelsens suk og sender aktierne op i formarkedet,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

USAs regering vil desuden iværksætte tiltag, som kan understøtte, at de pludselige sammenbrud ikke får større økonomiske konsekvenser.