Efter dødsstød til de offentlige vurderinger: Sådan vil eksperterne sætte prisen på andelsboliger

Boligministerens ekspertudvalg anbefaler to konkrete modeller for, hvordan priserne på andelsboliger skal fastsættes, efter at de offentlige vurderinger af foreningernes ejendomme er afskaffet. Boligministeren er åben for begge modeller, men hælder især til den ene.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har netop modtaget en rapport med anbefalinger fra et ekspertudvalg, han nedsatte i marts, der fik til opgave at afsøge alternative løsninger for prisfastsættelse af andelsboligforeninger. Niels Ahlmann Olesen

I begyndelsen af året fik de offentlige vurderinger på andelsboliger dødsstødet i Folketinget. Derfor nedsatte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i marts et ekspertudvalg, som skulle finde frem til nogle mulige alternativer.

Nu har udvalget, som blandt andet tæller repræsentanter fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, afleveret sine anbefalinger, hvor eksperterne peger på to konkrete modeller til at værdisætte andelsboliger.