Det bliver dyrere for butikkerne af tage imod dankortet fremover.

Nets varsler i en pressemeddelelse, at selskabet hæver prisen for at tage imod dankort i fysisk handel med 8,9 procent.

Årsagen er, at antallet af transaktioner, hvor dankortet indgår, er faldende. Og da udgifterne til at drive systemet ikke falder tilsvarende, må prisen op.

Nets satte ellers prisen for at bruge dankortet ned i 2022, men nu bliver rabatten altså rullet tilbage.

»Det er den hastige udbredelse af Apple Pay i butikkerne, der er den primære årsag til udviklingen,« siger Esben Torpe Jørgensen, der er direktør i Nets med ansvar for Dankort.

Han fremhæver dog, at dankortet fortsat er den billigste løsning på markedet.

Prisen for at tage imod en betaling med dankort reguleres ved lov ud fra de samlede omkostninger til at drive systemet.

Men selv om der er loft på, hvor meget Nets samlet set må opkræve hos butikkerne, så vil prisen på den enkelte transaktion stige, hvis antallet af transaktioner falder.

Tal fra Nationalbanken viser, at antallet af dankorttransaktioner faldt med 27 procent sidste år.

De internationale betalingskort som Visa og Mastercard har ikke noget loft over de gebyrer, de kan pålægge forretningerne.

Nets presser derfor på for at få bankerne til at udbyde dankortdelen i Apple Pay.

Danske Bank har som den eneste bank allerede gjort det muligt, og Arbejdernes Landsbank og Nordea er blandt de banker, der arbejder på at gøre det senest i 2025.

Står det til Esben Torpe Jørgensen, må det gerne gå hurtigt.

»Udviklingen er dybt bekymrende, og det er afgørende vigtigt, at dankort i løbet af i år bliver en del af Apple Pay hos alle banker, hvis vi skal vende udviklingen,« siger han.

Bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, forsikrer dog om, at arbejdet er godt i gang.

»Der er en tæt dialog mellem bankerne, deres datacentraler, kortselskaberne og Apple om den tekniske integration af Dankort i Apple Pay,« siger Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør hos Finans Danmark.

En af knasterne, der skal løses i den forbindelse, er hvorvidt kortholderen skal have ret til at vælge, om en betaling skal foregå via Visa-delen eller dankortdelen på et Visa/Dankort.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i gang med at arbejde på en vejledning på området, der udkommer i dette forår.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

/ritzau/