Ecco's stifter Karl Toosbuy død

(Opdat. 12:30) Karl Toosbuy, der grundlagde den verdenskendte danske skotøjsvirksomhed Ecco, er død.

Karl Toosbuy. Arkivfoto fra 2000. Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere
Et sjældent stærkt og visionært lederskab stod bag Ecco-imperiets succes. Karl Toosbuy døde efter kort tids sygdom, 76 år gammel.

Der findes mange former for ledelse i Dagens Danmark. Indfaldsvinklen kan være forandring, visioner eller karisma - for ikke at tale om management by fear. Bland det hele sammen, og så har vi den gode gamle danske ledelsesform - det oplyste enevælde - og det var lige fabrikant Karl Toosbuy, skaberen af Ecco-koncernen, som ville give den halve klode bedre fodtøj.

Karl Toosbuy kom fra Søllerød og viste stor energi fra barnsben. I krigsårene arbejdede han således som 14-årig i en tørvemose og fik fuld, voksen dagløn. Han fik en lærlingeuddannelse i at lave fodtøj på datidens fineste skofabrik, Hertz i København, og læste om aftenen til designer, hvilket banede vejen til jobbet som udviklingschef på Tretorn i Helsingør.

Energien i fritiden blev udlevet på atletikbanerne i sundbyen sammen med bl.a. den stærke smed, Georg Poulsen, og Toosbuy nåede at sætte dansk rekord på 1.000 meter.

Men det gjaldt om at få egen læst, så egnsudviklingen i det sønderjyske trak. Karl og fru Birte, præstedatter fra Århus, drog i 1963 til Bredebro - og da ikke helt tomhændede.

De havde solgt deres lille hus i Bagsværd på 70 kvadratmeter og ejede dertil en Ford Anglia - den med den skrå bagrude. Hele branchen skraldgrinede, da familien begyndte at producere Venus-damesko, for med de hjemlige lønninger ville det være umuligt at få økonomi i det. Det blev der for alvor med skiftet til Ecco-skosystemet til fritídsbrug og med Karl Toosbuys fornemmelse for ny produktionsteknik med masser af robotter, med den løntunge produktion flyttet til udviklingslande - og en stålsat og ind imellem brutal viljekraft.

Målet tabtes aldrig af syne, alt andet blev lukket ude - og enhver modstand elimineres. Den kan også bestå af egne administrerende direktører, som Toosbuy i et par omgange havde som forsøg på et generationsskift.

Men der var kun plads til én stor leder, erkendte Toosbuy.

Så direktørerne blev afløst af ham selv.

Men samtidig besad han også en stor ydmyghed. Han frabad bl.a. at blive nævnt i Den Blå Bog.

Generationsskiftet er forberedt til mindste detalje. Ecco bliver i familien. Datteren Hanni Toosbuy Kasprzak har fået aktierne og er bestyrelsesformand.

For få dage siden meddelte koncernen, at Karl Toosbuys

svigersøn, 53-årige Dieter Kasprzak, per 1. juli som led i et glidende generationsskifte skulle dele ledelsesansvaret med sin svigerfar samt Mikael Tinghuus, der siden 2003 har været ECCOs finansdirektør.

Efter sin fars død fortsætter Hanni Toosbuy Kasprzak som arbejdende bestyrelsesformand i tæt samarbejde med selskabets direktion, herunder især hendes mand, direktør

Dieter Kasprzak, og selskabets Chief Operating Officer, Mikael Thinghuus, oplyser ECC0.

/ritzau/er/ha