Ecco og Newline i parløb

Læs mere
Fold sammen
To danske virksomheder med produkter til det professionelle løbemarked, Ecco Sko A/S og Newline A/S, har indledt et tæt

samarbejde om at afsætte sko og beklædning til først nærmarkederne og siden andre europæiske lande.







Newline

har siden 1981 opbygget et godt navn inden for funktionelt sportstøj i Europa, og op mod to tredjedele af de danskere, der

løber på et krævende plan eller i fritiden, gør det i tøj fra Newline. Produkterne afsættes

fra 2200-2300 butikker med størst koncentration i Skandinavien og Tyskland.



Ecco begyndte i skridttempo at producere Receptor-skoen

i slutningen af 2000, og i efteråret i fjor annoncerede den globale skokoncern, at den vil bevæge sig ind på markedet

for løbesko i 2004.



Ecco får ved det strategiske samarbejde med Newline sine sportsprodukter præsenteret

i langt flere butikker på nærmarkederne, mens Newline til gengæld kommer til at løbe stærkere længere

ude i Europa.



- I 2004 skal vi ud og markere samarbejdet på de nære markeder, Skandinavien, Tyskland og England.

Derefter skal vi videre på det øvrige europæiske marked, hvor vi ikke er så stærke som Ecco, siger

adm. direktør Helge Petersen, Newline.



Siden Ecco begyndte at producere Receptor-skoen baseret på den særlige PU-teknologi,

der passer til fitness, power walking og andre krævende motionsformer, har den gået sin sejrsgang på en række

markeder, og produktionen udgør nu 1,3 mio. ud af en samlet produktion på ca. 12 mio. par sko årligt. Receptor

RXP-løbeskoen vil stimulere salget yderligere.



- Vi tror på, at vi med den stærke alliance vil være

i stand til at påvirke forbrugerne. Newline kan tilføre os viden om professionelle løbere, og vi kan få

gavn af trenden mod walking og cykling, hvor Newline sidder stærkt i sadlen i hele Nordeuropa. Til gengæld vil de kunne

læne sig op ad vores store distribution verden over, siger salgsmanager i Ecco Sport, Claus Jensen.



Ecco Sport øgede

i 2003 salget med godt 30 pct., hvilket langt oversteg budgettet.



Newline med hovedsæde i Vodskov nord for Aalborg og egen

fabrik i Polen har specialiseret sig i en niche på det store marked for sportsbeklædning, hvor multinationale giganter

dominerer.

Ud i kædebutikkerne

Virksomheden har allerede i et par sæsoner haft gode synergier af at samarbejde

med Ecco inden for walking, og de to partnere har samme holdning til kvalitet.



- Det er usædvanligt for to danske selskaber

at gå sammen i et vare- og salgssamarbejde uden at blive gift. Samarbejdet er vigtigt, som markedet udvikler sig med globale

spillere, der breder sig langt ud over, hvad deres brand kan bære. Som specialister er vi med til at udvide markedet og få

lagt en prisdannelse, hvorefter de store kommer løbende og skaber pristryk i markedet, siger Helge Petersen.



Newline har

gennem årene opbygget et godt samarbejde med store kæder som Intersport, Sportmaster, Stadium og flere andre, og mønstret

er, at kæderne typisk kombinerer et globalt brand som Nike eller Adidas med specialistbeklædning og -sko. Derfor vil kombinationen

af Nike eller et andet globalt varemærke og Ecco/ Newline kunne ses i mange sports- og specialforretninger i fremtiden. Alliancen

mellem Ecco Sko og Newline vil omfatte områder som salg, markedsføring og sponsorater samt fælles indsats over

for detailhandlen. Det første fælles sponsorat kommer ved VM i duathlon i Danmark i august 2004.