ECB skruer en smule ned for opkøb – renten fastholdes

Den historisk lave rente på minus 0,50 procent fastholdes af Den Europæiske Centralbank.

European Central Bank (ECB) i Frankfurt. RONALD WITTEK

Den Europæiske Centralbank (ECB) har valgt at sænke tempoet en smule i forhold til opkøb af obligationer under et særligt pandemiprogram.

Det meddeler banken torsdag i en udtalelse.

Til gengæld fastholdes den historisk lave rente på minus 0,50 procent. Det var også på forhånd forventet af økonomer.

ECB har under coronakrisen søsat en gigantisk hjælpepakke, der skal sparke gang i økonomien. Pakken blev forhøjet så sent som i december.

Hjælpepakken, der har forkortelsen PEPP, har en værdi af 13.760 milliarder kroner og består af opkøb af obligationer. Det er en størrelse svarende til omtrent fem gange Danmarks årlige bruttonationalprodukt, bnp.

Det er hastigheden af opkøbene, som ECB torsdag har justeret en smule.

Og det overrasker ikke cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri.

»ECB vurderer, at det ikke er nødvendigt at understøtte økonomien med lige så store opkøb som i de foregående to kvartaler. Renterne holdes fortsat på de historisk lave niveauer,« siger Allan Sørensen.

»Det er naturligt at neddrosle opkøbene, mens renteforhøjelser ligger længere ude i horisonten,« lyder det i en skriftlig kommentar.

/ritzau/AFP