ECB opjusterer vækstestimat for 2016

Den Europæiske Centralbank (ECB) opjusterer sit estimat for eurozonens økonomiske vækst målt på bruttonationalproduktet (BNP). For 2017 fastholdes prognosen, mens forventningen til 2018 skrues en smule ned.

Foto: RALPH ORLOWSKI. Den Europæiske Centralbank (ECB) opjusterer sit estimat for eurozonens økonomiske vækst målt på bruttonationalproduktet (BNP). For 2017 fastholdes prognosen, mens forventningen til 2018 skrues en smule ned.
Læs mere
Fold sammen

I 2016 venter ECB nu en BNP-vækst på 1,6 pct. i eurozonen mod den tidligere forventning på 1,4 pct. Forventningerne til væksten i 2017 er uændrede på 1,7 pct., mens estimatet for 2018 er reduceret en smule til 1,7 pct. fra før 1,8 pct.

Det er blandt andet lokal efterspørgsel, der hjælper væksten på vej, mens et for lavt tempo i implementeringen af strukturelle reformer i de enkelte eurozone-lande trækker nedad, lyder det fra ECB's topchef, Mario Draghi.

»Hvis vi skal høste de fulde effekter af de pengepolitiske tiltag, skal andre politiske områder hjælpe til. Strukturelle reformer er nødvendige i alle euroområdets lande,« siger Mario Draghi på torsdag eftermiddags pressemøde i ECB.

Draghi venter, at væksten kan blive lavere i andet kvartal, end tilfældet var i første, men at den økonomiske genrejsning generelt vil fortsætte i et moderat tempo.

Centralbanken har ligeledes kigget sine inflationsestimater efter i sømmene og venter nu en inflation på 0,2 pct. i 2016 mod den tidligere forventning om prisstigninger på 0,1 pct. For 2017 og 2018 venter banken fortsat en inflation på henholdsvis 1,3 pct. og 1,6 pct.

»Løftet i inflationsprognosen reflekterer den seneste stigning i oliepriserne,« siger Mario Draghi.

Centralbankchefen fastslår desuden, at ECB's tiltag gør »en stor forskel« i euroområdet netop nu, men at hurtigere strukturelle reformer i medlemslandene vil hjælpe bankens tiltag til at få endnu mere effekt.

På spørgsmålet om, hvad effekten af Storbritanniens mulige farvel til EU-samarbejdet vil blive, svarer Draghi kortfattet, at ECB er parat til udfaldet af afstemningen i juni, lige meget hvad det måtte blive.

ECB-chefen vurderer dog, at samarbejdet gavner både Storbritannien og EU, og at briterne derfor "bør" blive i EU.