Den Europæiske Centralbank, ECB, ønsker at få inflationen op på to procent.
Det oplyser ECB torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, der handler om en revideret strategi for bankens pengepolitik.
Inflationsmålet på to procent er et skridt væk fra bankens mantra, der hidtil har været, at inflationen skulle ligge »tæt på, men under to procent«.
Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid.
Hvis inflationen ligger for lavt, så vil forbrugerne holde igen og investeringerne stoppe, da forventningen om endnu lavere priser holder forbruget i ave.
Derfor vælger ECB til tider at sætte renten ned for at få inflationen op.
En lav rente skal således tilskynde forbrugerne til at forbruge flere penge, som vil bringe inflationen op.
Det nye inflationsmål kommer til at få en vis betydning også for de danske forbrugere, vurderer cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank.
Det begrunder han med Danmarks fastkurspolitik, der betyder, at ECB indirekte fører pengepolitikken i Danmark.
»Derfor vil det få en vis betydning for den almindelige dansker,« forklarer Søren Kristensen.
»Det er ikke, fordi det vil få den store betydning her og nu, men det miljø, vi er i i øjeblikket, hvor renten er rigtig lav og mange steder også negativ, vil komme til at fortsætte i nogle år endnu på grund af det nye mål.«
Det er blandt andet på boligmarkedet og i forbrugernes bankopsparinger, at det i øjeblikket kan mærkes, at renten er meget lav, hvis den ellers ikke er negativ.
»Vi har nogle boligrenter, der er meget lave og i flere tilfælde negative.«
»Og så er der også mange danskere, der skal betale for at have penge stående i bankerne, fordi der er negative renter i bankerne.«
»Det vil vare ved, fordi ECB vil fortsætte med at have en negativ rente et godt stykke tid endnu,« siger Søren Kristensen.
ECB's nye strategi sættes i gang 22. juli i år og skal ses efter i sømmene igen i 2025.
Planen er, at ECB's strategi fremadrettet skal revideres med jævne mellemrum.
Senere torsdag eftermiddag vil Christine Lagarde, der er chef i ECB, sætte flere ord på strategiovervejelserne i forbindelse med et pressemøde.
/ritzau/