Dyrtidsfond investerer i internet

Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) har med et ikke offentliggjort beløb købt 15 pct. af aktierne i ventureselskabet

Internet Venture Scandinavia (IVS), der primært investerer i internet-baserede virksomheder. Aktierne repræsenterer en

nominel værdi på 21,1 mio. kr., men LD og IVS er enige om ikke at offentliggøre aktiernes reelle værdi.


-

Kursen afspejler, at IVS i sine godt to år som aktiv investor har skabt reelle værdier i sin portefølje, hvor mange

andre investeringsselskaber med fokus på it og internet i samme periode har måttet se deres værdier skrumpe ind,

lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to selskaber.


På trods af, at internet-baserede virksomheder igennem

det seneste halvandet år har stået på nakken af hinanden for at dreje nøglen, så stoler Lønmodtagernes

Dyrtidsfond på, at internet er fremtiden.



God forretning

- LD har valgt at investere i IVS, fordi vi tror på,

at der er et betydeligt vækstpotentiale i internet-relateret teknologi, og fordi IVS har en overbevisende organisation, der

er sammensat til at håndtere den store dynamik, der er kendetegnende for branchen, siger direktør Flemming Skov Jensen,

LD.


Ejerkredsen bag IVS består af ni partnere, Danske Bank, der i september 2000 købte ni pct. af aktierne, og nu

også Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Ejerkredsen har med kapitalindskuddet fra LD nu stillet i alt 190 mio. kr. til rådighed

for IVS. Danske Bank og LD står tilsammen for indskud på 80 mio. kr.


IVS har på nuværende tidspunkt investeret

120 mio. kr. i de 12 porteføljeselskaber, heriblandt estructure og IMS Learning. Målet er 500 mio. kr. og 25 porteføljeselskaber,

oplyser stifter, partner og bestyrelsesformand i IVS, Lars Bruhn.


- Investeringen viser, at vi har det rigtige koncept, og at

der er gode investeringer at gøre i internet-relaterede virksomheder, på trods af et vigende marked, siger Lars Bruhn.


Samtidig

med, at LD placerer sin seneste venture-investering, viser endnu en stor pengetank interesse for danske vækstvirksomheder. Det

tyske ventureselskab IMH har besluttet at gå ind i Danmark, og er klar til at skyde 150 mio. euro, godt en mia. kr. i danske

og skandinaviske vækstselskaber inden for proces- og materialeteknologi.