Dyr jagt på Falck

Redningskoncernen Falck har aldrig været til salg. Derfor kunne ledelsen både presse prisen på selskabet voldsomt i vejret og samtidig stille store krav til de nye ejere.

Falcks ledelse havde en usædvanlig god forhandlingsposition, mens adskillige investorer hen over sommeren svedte i kampen om at købe den næsten 100 år gamle redningskoncern.

Falck-ledelsen med Lars Nørby Johansen i spidsen kunne stille store krav til de interesserede købere, og på trods af at Falck-ledelsen ikke har måttet give køb på noget, er hele historien indtil videre endt med et særdeles flot købstilbud fra equityfonden Nordic Capital og ATP på 60 kr. pr. aktie.

Det skal sammenholdes med, at Falck-aktien i sommer blev introduceret til 42 kr. Falcks bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen lægger ikke skjul på, at han er overrasket over, hvor høj en pris Falck kunne indbringe.

»Hvis man ser tilbage på det, må man sige, at det er en ganske høj pris. Det svarer til en EBITA-multibel på 13-14, hvor andre som Group 4 Securicor og ISS handles til 8. Dertil kommer, at vores andre sidebetingelser er opfyldt. Man har ikke alene kunnet gavne aktionærerne med en pris, der må siges at være ganske høj, men vi har også fået en bred accept af salget fra medarbejderne og vores kunder,« siger Lars Nørby Johansen.

Salget af Falck blev pludselig relevant i foråret i forbindelse med sikkerhedsfusionen af Group 4 Falck og britiske Securicor. Som et led i transaktionen blev det besluttet, at fængselsaktiviteterne i Global Solutions (GSL) skulle sælges fra, og at det gamle redningsselskab Falck skulle børsnoteres selvstændigt.

Ikke et spørgsmål om pris
»I salgsprocessen med GSL kom vi i forbindelse med en lang række potentielle købere - både institutionelle og andre. Og der var blandt dem også nogle, som udviste interesse for Falck. De fik at vide, at i det omfang de var interesserede i Falck, måtte de vente, til Falck blev selvstændigt børsnoteret. Der skulle jo laves et prospekt i den forbindelse, så man kunne se, hvad man havde at forholde sig til. Men et salg af Falck på det tidspunkt ville også gribe forstyrrende ind i den anden fusionsproces,« siger Lars Nørby Johansen.

Interessen for Falck gav bestyrelsen anledning til en række overvejelser, som sidenhen fik afgørende betydning for hvilke bejlere, som fortsatte frieriet og i sidste ende også den høje pris for Falck.

»Vi gjorde os klart, at Falck ikke var sat til salg. Det betød ikke, at det ikke kunne sælges. Men vi var ikke i en tvangsmæssig situation. Rent faktisk var det bestyrelsens vurdering, at selskabet havde en fornuftig fremtid på børsen. Men man kunne ikke udelukke, at der kom et tilbud, der var så attraktivt, at man måtte forholde sig til det over for aktionærerne,« siger Lars Nørby Johansen.

»Vi var også opmærksomme på, at vi som sælger kunne tillade os at stille nogle betingelser af forskellig art. Det var ikke kun et spørgsmål om pris. Det var også et spørgsmål om at få eventuelle interesserede i at se på andre hensyn - herunder en aktionærsammensætning, som virkede tryghedsskabende i det danske samfund. Det var vigtigt, at køber udviste forståelse for den placering, Falck har i det danske samfund, herunder vores relationer til det offentlige, som er vores kunder. Derfor så vi gerne, at store velkendte danske fonde såsom ATP eller LD eller andre deltog.«

En regulær budkrig
Endelig lagde Falck-ledelsen op til en regulær budkrig, hvor de interesserede kombattanter måtte kæmpe indbyrdes uden at kunne lave særaftaler med Falck-ledelsen.

»Der skulle køres en ren proces, der dels var transparant over for offentligheden med fondsbørsmeddelelser, hvor tingene lægges frem, og hvor vi siger, hvad det er, vi gør, og så den anden form for renhed, hvor de, der byder, skal behandles fuldstændig ens - ingen skulle have informationer, som andre ikke fik. Vi ville ikke beskyldes for at favorisere nogen, og det, mener vi, er lykkedes.

Jeg har så set, at der er en af de forsmåede bejlere, som er lidt sure på processen. Men det er noget sludder. Der har været lige ret for alle,« siger Lars Nørby Johansen.

De interesse- og prisindikationer, som Falck-bestyrelsen modtog var fra starten meget forskelligartede, og bestyrelsen hyrede derfor Alfred Berg som rådgiver for at få et sammenligneligt beslutningsgrundlag.

Efter at Falck i juli var blevet børsnoteret fik de interesserede købere mulighed for at spidse pennen igen.

»Efter at vi havde fået buddene ind for den proces, kunne vi i oktober konstatere, at det både på prissiden og med hensyn til de andre forhold var interessant at gå videre med sagen. Der var tre som havde lagt sig i spidsen. Andre trak sig - blandt andet nogle industrielle købere,« siger Lars Nørby Johansen.

En dansk forankring
De tilbageværende bejlere levede alle op til Falcks krav om en tungere dansk forankring i ejerkredsen.

»Alle udenlandske bydere havde en stor dansk pensionskasse eller fond med med en andel på omkring ti pct. Man kan grine ad det med det nationale i en verden, hvor alt er globalt. Men det har altså en betydning, også en kommerciel betydning, når man som bestyrelse skal se, hvad der tjener selskabets tarv bedst. Og vi ved, at det betyder noget over for vores kunder, at der også er en dansk forankring i ejerkredsen.

Var de sidste bud tæt på hinanden?

»Ja, de var meget tæt på hinanden til sidst.«

Men I tog det højeste bud?

»Ja, ja. Men vi kunne have stået i en konfliktsituation, hvor et bud var højest på prisen, men ikke havde noget af det andet. Men nu var vi i den lykkelige sitaution, at den vi anbefalede over for anktionærerne også havde den del.«

Søndag den 14. november mødtes bestyrelsen så i Falckhuset i København for at drøfte de sidste bud, og om aftenen pegede flasken på Nordic Capital med ATP, som tryghedsskabende medejer over for de ansatte og de offentlige kunder.

Efter nogle småsonderinger og justeringer den efterfølgende uge kunne Falck-bestyrelsen om torsdagen skrive under på en anbefaling af Nordic Capitals og ATPs bud. Og fredag morgen blev fondsbørsen og offentligheden orienteret.

En lille fisk i en stor dam
Hvad har Falck haft ud af ægteskabet med Group 4 og siden Securicor?

»Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er i dag glæde over de nye ejere. Men der var også glæde ved fusionen med Group 4 i 2000. Siden da har koncernen imidlertid udviklet sig til mindre og mindre Falck og mere og mere security. Og Falck har - må man sige - nok været lidt stedmoderligt behandlet i den store koncern. For et års tid siden begyndte det at dæmre, at det måske var bedst for alle parter, at Falck fandt mulighed for at fungere selvstændigt, og da det var kommet frem, at Falck skulle udskilles, var der en generel følelse af, at det var rigtigt. Man var blevet en lille fisk i en kæmpestor dam, og det er altså sjovere at være en stor fisk i en lille dam,« siger Lars Nørby Johansen.

Han peger dog på, at Falck har gennemgået en kæmpe udvikling, så det i dag er et mere professionelt selskab, som nu også har erfaring fra at være en del af en stor international koncern.

»Man kan jo også se det på værdien. Da Baltica solgte Falck i 1988 var prisen godt 400 millioner kr., og nu er det solgt for 3,6 milliarder,« siger Lars Nørby Johansen.