Dyk i Dyrup

Malingproducenten Dyrup, der trækker Monberg & Thorsens indtjening, er kommet under pres. Nu forstærker Dyrup indsatsen på industrimaling.

Farveproducenten Dyrup er alt for afhængig af sine træbeskyttelsesmidler, der blandt andet tæller Gori. Især i et år som 2004, hvor det meste af Europa var præget af dårligt vejr, som betød at mange sprang det udvendige malearbejde over.

For første gang i næsten ti år har det børsnoterede Monberg & Thorsens guldæg således udsigt til et fald i omsætningen i år.

»Vi er meget afhængige af vejrliget. Hele 60 pct. af vores omsætning er træbeskyttelsesmidler, der ellers kun udgør 30 pct. af markedet for farver, og i tredje kvartal har der i Europa været 50 pct. mere nedbør end normalt,« siger administrerende direktør Steen Bjerre.

Et af Dyrups indsatsområder er derfor at mindske afhængigheden af træbeskyttelse.

»Det betyder ikke, at vi skal sælge mindre træbeskyttelse. Til gengæld skal der sælges endnu mere af andre farveprodukter. Vi skal satse mere på maling til industrielle kunder, som for eksempel producenter af vinduer og døre og de mange nye træhuse, der skyder op,« siger Steen Bjerre.

Til en start bruger Dyrup nu 45 mio. kr. på at flytte hele produktionen af terpentinbaseret træbeskyttelse fra Kolding til et fuldautomatisk anlæg i Søborg. Fabrikken i Kolding får herved fuld kapacitet til at betjene industrien, og Steen Bjerre regner med at øge omsætningen på det område med et trecifret millionbeløb i løbet af de næste par år.

Spredning
Han erkender imidlertid også, at Dyrup er nødt til at sprede sig mere geografisk. Malingproducenten fra Søborg er i disse år hårdt ramt af sin kraftige satsning på de tyske og portugisiske markeder, som i flere år har ligget underdrejede rent økonomisk.

»Vores hovedmarkeder er i dag koncentreret om det vestlige Europa. Vi vil nu prøve at få en bredere distribution i Frankrig og Spanien, og først og fremmest vil vi ind på de østeuropæiske markeder og Rusland,« siger Steen Bjerre.

Den danske konkurrent Flügger offentliggjorde forleden sit halvårsregnskab for 2004/05. Også Flügger beklager sig over vejrligets negative indflydelse i år. Men ikke desto mindre er Flüggers salg vokset med 4,7 pct. i halvåret, og for hele året ventes en stigning i omsætningen på mindst fem pct.

Steen Bjerre fra Dyrup, der i de første ni måneder af 2004 oplevede en salgstilbagegang på 2,5 pct., forklarer forskellen til Flügger med, at konkurrenten primært satser på det skandinaviske marked, hvor økonomien generelt har det bedre end rundt om i Europa.

Dyrup solgte sidste år maling og træbeskyttelse for 1,7 milliarder kr., mens Flügger omsatte for 1,1 milliarder.