Dyb krise for det politiske system

Der er begyndt at være uro i Republikanernes mere moderate rækker om den uforsonlige kurs, som i realiteten styres af meget få republikanere med tilknytning til den såkaldte Tea party-bevægelse. Og Demokraterne er også begyndt at blive betænkelige.

Kristian Mouritzen, USA-korrespondent Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan godt være, at økonomien nok skal klare sig på trods af, at det ikke lykkes for de amerikanske politikere i Kongressen at nå til enighed om et budget. Der er trods alt endnu et stykke tid at løbe på, inden den næste alvorlige test af politikernes evner til at samarbejde kommer, når det såkaldte gældsloft skal hæves 17. oktober. Hvis ikke gældsloftet løftes, får det større økonomiske konsekvenser for stormagten.

Men den politiske tillid er for længst røget til et topartisystem, hvor samarbejde, forhandlinger og gensidig tillid har været kendetegnende for det demokrati, der har holdt USA kørende i flere hundrede år. Dette system fungerer ikke i øjeblikket, Og det har ikke fungeret i rigtig mange år – faktisk stort set ikke siden den amerikanske præsident, Barack Obama, blev præsident i januar 2009.

Nostalgikerne blandt kongresmedlemmerne siger, at man mangler nogle stærke personer som de karismatiske toppolitikere Tip O`Neil og en Ted Kennedy – begge eksponenter for en politikertype, der vidste, at samarbejde er den eneste vej frem. De havde en enorm indflydelse, der medførte, at politiske modstandere satte sig ved et bord og forhandlede. Republikanernes leder, John Boehner, og Demokraternes Harry Reid i henholdsvis Repræsentanternes Hus, som er republikansk styret, og i Senatet, som er demokratisk styret, magter ikke opgaven, siger kritikerne.

Et godt eksempel på, at Kongressen lever i to vidt forskellige verdener, ses af de mange kommentarer, der er kommet de seneste dage. Både Republikanerne og Demokraterne er uforsonlige, når det drejer sig om synet på den sundhedsreform, der er i centrum for det stormvejr, der raser i Kongressen. Republikanerne insisterer på at udsætte den nye sygesikringslov med et år. Demokraterne og præsidenten nægter enhver form for forhandling om netop sygesikringenen for de godt 30 millioner amerikanere, der i dag står uden for dette system. Budgettet skal bare vedtages, og den nye sygesikringreform har intet med budgetforhandlingerne at gøre. Sådan siger præsidenten og Demokraterne. Men midt i den uforsonlighed, der har varet i mange år, tegner der sig måske lyspunkter.

Politikernes ry i befolkningen har efterhånden nået et sådant lavpunkt, at man kan tale om en parlamentarisk krise af dimensioner, som på sigt kan skade den amerikanske økonomi. For har man ikke tillid til det politiske system, vil økonomien lide stor skade.

Det amerikanske system med en tredeling af magten med overlap mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt er så skrøbeligt anlagt samtidig med, at det er så sindrig indrettet, at ingen af de tre kan blive magtfuldkommen. Det er så sket nu, fordi Kongressen gennem magtesløshed er blevet så magtfuld, at den kan tage ikke alene USA, men også den internationale økonomi som gidsel. Som en kommentator på ABC News sagde, er USA måske nået til et lavpunkt i politisk lavkomik. Og alle håber, at det kun kan gå fremad herfra. For ellers skader det ikke alene tilliden til det politiske system. Men det bremser også det spæde opsving, der er i gang.