DSV-boss med en fod på to speedere

Vognmandskoncernen DSV har solgt sin miljødivision for en milliard kr. til kapitalfonden Triton. Men Leif Tullberg fortsætter som administrerende direktør i begge selskaber.

DSV-boss med en fod på to speedere - 1
Leif Tullberg (tv.) fortsætter som administrerende direktør for DSV Miljø - sideløbende med jobbet som administrerende direktør for DSV A/S. Sidstnævnte styres i dag i vid udstrækning af koncerndirektør Kurt Lassen, der her ses sammen med Tullberg. Foto: Thorkild Amdi Fold sammen
Læs mere
DSVs chefvognmand Leif Tullberg skal fremover bære to kasketter.

Det sker som følge af, at den børsnoterede transportkoncern nu har solgt sin miljø-division til den tyske private equity fond, Triton for 1.150 millioner kr.

Når den slags kapitalfonde køber virksomheder op, plejer de øjeblikkeligt at indsætte deres egen ledelse, så virksomheden hurtigst muligt kan blive trimmet og solgt videre.

Men i dette tilfælde fortsætter Leif Tullberg som administrerende direktør for DSV Miljø - sideløbende med jobbet som administrerende direktør for DSV A/S.

»Vi er helt klar over, at folk nok vil undre sig. Men det har været en betingelse fra køberens side, at jeg fortsatte som administrerende direktør. Og da vi i DSV gerne vil det her, og det er en fornuftig pris, og da det rent ledelsesmæssigt ikke er noget problem for mig, så har vi slået til,« siger Leif Tullberg, der har 27 års erfaring i branchen.

DSV har i lang tid arbejdet på at skille sig af med miljødivisionen, der blandt andet beskæftiger sig med jordrens, fordi man vil koncentrere sig om transport og logistik.

Nye muligheder
DSV koncernen er på fire år vokset fra en omsætning på cirka fire milliarder kr. om året til 18 milliarder. Først og fremmest på grund af købet af DFDS Transport for tre år siden.

Planerne er en fordobling af omsætningen gennem opkøb. Men det er ikke realistisk at gennemføre vigtige opkøb til både den store transportforretning og den specialiserede miljødivision, der sidste år omsatte for en milliard kr.

Salget af DVS Miljø åbner imidlertid nye muligheder for en udvidelse af vognmandsforretningen.

»DSV får over en milliard i kassen ved salget. Da vi købte DFDS Transport for tre år siden, lånte vi cirka fem milliarder, som vi nu har afdraget ned til et par milliarder. Når vi nu kan afdrage yderligere en milliard kroner, er DSV efterhånden nede på en gæld, der giver os mulighed for gode supplerende opkøb inden for transport og logistik i Europa de kommende år,« siger Leif Tullberg.

Den store logistik- og transportforretning styres i dag i vid udstrækning af koncerndirektør Kurt Lassen, de tre forretningsområder i DSV Miljø har hver sin administrerende direktør. Det skulle give Leif Tullberg overskud til også at videreudvikle DSV Miljø.

»DSV Miljø er jo allerede i dag trimmet og meget veldrevet. Ideen er nu, at Triton vil foretage yderligere opkøb. Der er endnu ikke planlagt noget konkret. Men det er klart, at Triton - ligesom vi havde - har nogle tanker, som skal diskuteres i løbet af 2004,« siger Tullberg.

Triton råder over en egenkapital på cirka fem milliarder kr., som investeres i Norden og de tysktalende lande.

DSV frasalg giver i 2004 en ekstraordinær indtægt på 565 millioner kr.