DSB og Stagecoach i samarbejde

I forsøget på at komme til at køre tog i Storbritannien har DSB indgået et samarbejde med selskabet Stagecoach Group plc.

DSB er af den engelske myndighed for udbud af jernbanetrafik, SRA, blevet godkendt til at byde på togkørsel for cirka fire milliarder kroner syd for London.

Stagecoach får en andel på 29,9 procent i selskabet South Eastern Railways Ltd., som DSB opretter i Storbritannien med henblik på tilbud og drift af trafikken syd for London.

- Det har været helt afgørende for DSB at finde en partner, der kan tilføre os den nødvendige knowhow på det britiske marked, siger koncerndirektør Søren Eriksen, DSB.

Den togtrafik, som DSB og Stagecoach vil byde på, omfatter 1700 daglige afgange på 774 km jernbanenet i Kent, Medway, det østlige Sussex og dele af indre London. Vinder de nye partnere, skal de overtage kørslen fra begyndelsen af 2005.

Stagecoach kører med busser, tog, sporvogne, ekspresbusser og taxi samt driver færgefart. I Storbritannien er Stagecoach størst inden for både busser og tog. En fjerdedel af det britiske jernbanenet bliver drevet af Stagecoach. I USA, Canada og New Zealand driver selskabet forskellige former for busdrift./ritzau/