DSB-babyer er i strategisk krise

Transport- og busbranchen er i hastig forandring, og de internationale alliancer bliver hastigt større. I Danmark er statsselskaberne DSB Gods og Combus tilsyneladende uden for nummer, og de er begge plaget af elendig økonomi.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens trafikminister Sonja Mikkelsen (S) kæmper for sit politiske liv efter bl.a. fadæsen i det statslige busselskab Combus, er en langt alvorligere situation under opsejling for Combus og for DSB Gods.

Inden for transporterhvervet er det trenden at blive stor ved at være med eller blive opkøbt til at være deltager i internationale alliancer. Det sker såvel inden for den kollektive trafik som for firmaer med speciale i varetransport. Men tilsyneladende kan det ikke lykkes for de tidligere medlemmer af DSB-familien.

Modsat er det eksempelvis med det tidligere offentlige busselskab Bus Danmark. Selskabet er i dag ejet af den enorme britiske transportkoncern Arriva.

Et andet busselskab City-Trafik får om kort tid udvidet sin aktiekapital med millioner af kroner fra den franske koncern VIA Generale de Transport et d'Industrie, som årligt omsætter for over ni mia. kr. årligt.

Inden for transportsektoren er billedet nøjagtig det samme. Den aggressive opkøber Deutsche Post AG har inden for kort tid været involveret i milliardhandler. Købt er den svenske transportkoncern ASG, schweiziske Danzas og senest den amerikanske speditionsvirksomhed AEI, som har specialiseret sig i luftfragt.

Flere aktører giver over for Berlingske Tidende udtryk for, at det er en branche, som er i opbrud. Nu skal der handles, hvis man skal være med i en god alliance.

"Det er helt klart brancher, hvor der sker en restrukturering i disse år," siger den uafhængige virksomhedsmægler Henrik Schrøder.

Han peger samtidig på, at den kriseramte økonomi i begge de offentlige selskaber er en forhindring for at komme med i alliancer.

"Det er helt klart, at en dårlig økonomi stiller selskaberne dårligere end de selskaber, som de er oppe imod. Ikke mindst fordi en kriseramt økonomi også typisk er et signal om, at der er andre problemer med et selskab. Eksempelvis at ledelsen eller andre vigtige medarbejdere forsøger at finde et andet job. Og man skal huske på, at en investor hele tiden vil vurdere, hvor pengene til at købe en virksomhed eller fremme en alliance bruges mest fornuftigt," siger Henrik Schrøder.

DSB Gods har forsøgt sig med en nordisk alliance, der faldt fra hinanden, endnu mens den var på tegnebordet. Den adm. direktør i DSB Gods, Hans Winther, har tidligere sagt, at "DSB Gods forhandler med andre".

Det har ikke været muligt at få en kommentar til, om der er egentlige resultater af disse forhandlinger.

Trafikminister Sonja Mikkelsen blev for kort tid siden overrasket over, at økonomien var ringere end forventet i den ene halvdel af DSB Gods. Den halvdel er nu til salg.

Politisk er trafikministeren blevet pålagt at sælge Combus. Købere har været på banen, men tilsyneladende er forhandlinger strandet på prisen.

Senest har Rigsrevisionen kritiseret Sonja Mikkelsen for ikke at have sandsynliggjort, hvordan den svært underskudsramte økonomi i Combus kan gøres bedre. Det har hun i den forgangne uge ikke ønsket at udtale sig om. Den samme holdning har bestyrelsesformand i Combus, Ole Trolle.