Drømmer du om at bo i udlandet? Se, hvor du slipper for skat, og hvor husholdningen koster det halve

De varme himmelstrøg er ikke længere forbeholdt pensionister med udlængsel. Nu har coronakrisen vist os, at mange job og opgaver kan løses hjemmefra, og det åbner for drømme om at rykke teltpælene op efter flere solskinsdage, lavere skatteprocenter og lavere husholdningsudgifter, mens arbejdet fortsat bliver passet med tastatur og skærm. Omkring 59 danske statsborgere flytter hver dag til udlandet.

Rådgiver, blogger og investor Beile Grünbaum er i kølvandet på coronapandemien flyttet med sine to drenge til Portugal, hvorfra hun passer sin digitalt baserede virksomhed. Privatfoto

Coronapandemien har vist os, at arbejdet i mange tilfælde kan passes fra hjemmet, uanset hvor det befinder sig. Og det åbner for en hel vifte af nye drømme for danskere med udlængsel eller eventyrlyst.

I forvejen flytter omkring 1.750 danske statsborgere hver måned til udlandet set over de seneste ti års gennemsnit – især til Sverige, mens Spanien, Frankrig, Tyrkiet og Portugal også ligger blandt de populære lande at flytte til.