Draghi ser fortsat behov for støtte for at nå inflationsmål

Den europæiske økonomi har fortsat brug for pengepolitisk støtte, siger chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, mandag eftermiddag i sin tale i EU-Parlamentet i Strasbourg.

Den europæiske økonomi har fortsat brug for pengepolitisk støtte, siger chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, mandag eftermiddag i sin tale i EU-Parlamentet i Strasbourg. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL ROLAND

- Inflationens tilbagevenden i retning af vores målsætning er stadig afhængig af fortsættelsen af det nuværende, hidtil usete niveau af monetær støtte, til trods for den gradvise lukning af vækstefterslæbet, siger Mario Draghi til EU-parlamentarikerne ifølge Bloomberg News.

Centralbankchefen er i Frankrig for at fremlægge Den Europæiske Centralbanks årsrapport, og det var derfor ikke ventet, at Draghi nødvendigvis ville tale om den videre skæbne for ECB's kæmpe obligationsopkøb på 80 mia. euro om måneden. Det var til gengæld det, som investorer i høj grad ville lytte efter.

I sin tale siger Draghi også, at den økonomiske genopretning i eurozonen fortsætter i et moderat, men stabilt tempo. Han påpeger også, at den europæiske finanspolitik bør støtte den økonomiske genopretning - for eksempel ved at være mere vækstorienteret.