Dow Jones i ny rekord

Wall Street går ind i årets sidste kvartal i hopla. Dow Jones i ny rekord.

Dow Jones-indekset på Wall Street i New York lukkede mandag i ny rekord.

Indekset steg med 1,38 procent, og da handlen lukkede mandag aften (dansk tid), lå indekset over industriaktier på rekordhøje 14.087.55 point, rapporterer det franske nyhedsbureau AFP.

Det var første gang siden juli, at indekset brød den psykologiske 14.000-barriere.

Teknologiindekset Nasdaq steg med 1,46 procent og sluttede på 2,740.99 point, det højeste siden februar 2001.

Analytikere vurderer, at stigningerne kommer, fordi markedet regner med, at den værste turbulens på krisen om de amerikanske subprime-lån er overstået.

Samtidig er forventningen, at den amerikanske centralbank muligvis har endnu en rentesænkning oppe i ærmet oven på rentenedsættelsen på et halvt procentpoint den 18. september.

/ritzau/