Døren stadig åben for handelsaftale mellem USA og Canada

Foto: ILMARS ZNOTINS. Justin Trudeau, Canadas premierminister, udtalte fredag, at man ser frem til at underskrive en aftale - men at Canada kun vil gøre det, hvis det er til gavn for landet. Arkivfoto: Ilmars ZNOTINS / AFP / Ritzau Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

Forhandlerne fra USA og Canada blev ikke enige om en ny handelsaftale fredag, inden de gik hvert til sit, men døren er stadig åben for en gensidig overenskomst.

Det skriver Bloomberg News.

Det Hvide Hus har fredag eftermiddag, amerikansk tid, meddelt kongressen i USA, at man venter, at præsident Donald Trump i næste uge vil underskrive en ny handelsaftale med Mexico, som man blev enige om mandag, og at Canada kan blive en del af den, "hvis man er villig", efter at forhandlingerne genoptages i næste uge.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, udtalte tidligere fredag, at man kun vil indgå en aftale, som er til gavn for landet i nord.

»Vi ser frem til at underskrive den rette aftale for Canada. Men vi har også været klare omkring, at vi kun vil indgå en ny aftale, hvis det er en god aftale for Canada,« sagde Trudeau i forbindelse med et arrangement i Oshawa i Ontario.

USA forsøger blandt andet at få Canada til at lave om på reglerne for import af mejeriprodukter. Canada har et såkaldt "forsyningsprincip", som betyder, at der er lav eller ingen told på import af mejeriprodukter, så længe landet har et behov for disse, men når kvoterne er fyldt op, så pålægges der told. Det har USA kritiseret kraftigt.

Samtidig ønsker USA at afskaffe de komiteer, som i dag afgør handelskonflikter mellem de to lande.

Torsdag lagde USA's præsident, Donald Trump, i et interview med Bloomberg TV pres på Canada.

»Canada kommer til at lave en aftale på et tidspunkt. Det kan være fredag, eller det kan være inden for en vis periode, men i sidste ende har canadierne ikke noget valg. Jeg tror, at vi er tæt på en aftale,« sagde Donald Trump.