DONG satser milliarder på køb af tre Nordsø-oliefelter

Energiselskabet DONG forhandler for øjeblikket med Statoil om at købe det norske selskab ud som operatør på tre oliefelter i den danske nordsøsokkel.

Hverken DONG eller Statoil vil bekræfte, at handelen er indgået, kun at der er forhandlinger i gang, som ventes afsluttet i nær fremtid. Ifølge Berlingske Tidende er handelen mellem det norske og danske selskab blevet til i dybeste hemmelighed og skulle efter planen offentliggøres tirsdag.

Den norske olie- og gasgigant trækker sig ud af felterne Siri, Lulita og Stine Segment 2, som ligger i den nordligste del af den danske nordsøsokkel. DONG's købspris er endnu ukendt. Men der er tale om "et beløb i størrelsesordenen en milliard", siger Statoils informationschef Kaj Nielsen til Radioavisen.

Når Statoil trækker sig ud, står DONG med en ejerandel på mellem 63 og 68 pct. på de tre oliefelter, som er blandt de vigtigste i det område, hvor Danmark har ret til at udvinde olie og gas.

/ritzau/