DONG-ejer beskyldes for at bestikke embedsmænd med prostituerede

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der er medejer i DONG, er under anklage for at have vildledt en libysk fond, der tabte milliarder på forskellige handler. Luksusrejser og prostituerede blev brugt til at smøre ansatte hos fonden, lyder anklagen.

Foto: MARTIN OESER

En stribe spektakulære anklager er blevet fremsat under en længe ventet retssag i London.

På anklagebænken sidder amerikanske Goldman Sachs, der er under beskydning for at have vildledt og lokket den libyske milliardfond, Den Libyske Investeringsmyndighed (LIA), som har tabt milliarder på samarbejdet med investeringsbanken.

Samarbejdet begyndte i årene op til finanskrisen og stod på en håndfuld år frem, og fonden mener sig snydt for op mod 8 milliarder danske kroner. Retssagen startede mandag i London, og her stod det hurtigt klart, at sagen ville få et mere eksotisk skær end et traditionelt slagsmål mellem store selskaber.

Ifølge Bloomberg blev en stribe mails fra ledende partnere i Goldman Sachs indledningsvist benyttet af DLI's advokater. I de forskellige mails, som Goldman Sachs-partnerne havde sendt internt, blev ansatte i LIA beskrevet som »usofistiskerede«, mens en anden mail beskrev en LIA-ansat som en »mand bosat i en ørken med sine kameler«.

De forskellige mails blev brugt til at etablere den præmis, at Goldman Sachs generelt betragtede Den Libyske Investeringsmyndighed som primitive mennesker, der let kunne bedrages, snydes og bestikkes.

Det sidste beskyldes investeringsbanken ligeledes for at have gjort sig skyldig i. Ifølge LIA's advokat skulle en ansat fra Goldman Sachs have haft held til at udvikle et meget tæt venskab med flere ledende medarbejdere hos fonden, og herfra strøg han om sig med dyre rejser til London og Dubai under påskud af, at der var tale om »medarbejderudvikling«.

En praktikant hos fonden, der var bror til en af de ledende medarbejdere i fonden, blev endda bestukket med luksusprostituerede under en tur til Marokko med den generøse Goldman Sachs-medarbejdere, påpegede LIAs advokat i retten mandag.

Den Libyske Investeringsmyndighed menes at være god for op mod 300 milliarder kroner, men som resten af Libyen er man hårdt ramt af den politiske situation i landet, der de facto har været foruden en reel regering siden Gaddafis fald.

Goldman Sachs forsvarer gjorde det gældende i retssagen, at man ikke kunne forudsige den finansielle krise, der var med til at koste LIA dyrt, mens banken fastholdte, at der ikke er noget opsigtsvækkende i at operere med »selskabsforplejning«, når to selskaber samarbejder.

Til gengæld afviser den specifikke Goldman Sachs-medarbejder i en mail til Bloomberg enhver beskyldning om at have skulle betalt for prostituerede.