Domstole bagud med e-fakturer

Danmark domstole har søgt om at få udsat kravet om elektroniske fakturaer et år. Besparelserne har endnu længere udsigter.

E-kaoset vil ingen ende tage. Danmarks Domstole har søgt om et års udsættelse, fordi de enkelte domstole slet ikke kan modtage elektroniske fakturaer i det valgte format.

»Vi skal have fakturaerne konverteret til PDF-filer og har derfor søgt om et års udsættelse. Vi har ikke fået afslag, men Økonomistyrelsen mener, at man kan nå at lave en løsning, så vi kan modtage regningerne i PDF-format. Selv om alle synes, at det er dumt, er vi lige nu nødt til at skrive dem ud på papir og taste dem ind igen i bogholderisystemet,« forklarer Gert Nielsen, regnskabschef for Danmarks Domstole.

Domstolene får dermed ikke nogen gevinst af omlægningen, men Gert Nielsen er enig i, at der »selvfølgelig ligger besparelser«, når domstolene senere skal indkøbe nyt økonomisystem.

Retsvæsenet har også fået lov til fortsat at have en mindre pengekasse med kontanter, så man f.eks. fortsat kan udbetale vidner de 80 kroner i godtgørelse (før skat), når de alligevel er mødt frem, eller så en syg patient kan hidkalde en notar for at skrive testamente.tho@berlingske.dk

skr@bny.dk