Døren står på klem til Frankrig

DONG Energy holder muligheden åben for at investere i Frankrig, selv om landet ligger uden for selskabets strategiske fokus på Nordeuropa.

ARKIVFOTO 2007 Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Mødt med politisk uro og omfattende problemer på det tyske offshore-vindmarked overvejer danske DONG Energy mulighederne i Frankrig. Tidligere har man internt i energiselskabet ikke haft tiltro til de tre franske projekter, som DONG er involveret i sammen med franske EDF. Nu siger DONGs administrerende direktør Henrik Poulsen imidlertid, at Frankrig ikke er »lukket land«.

»For os er det en strategisk overvejelse, hvilke fordele der kunne være i at sprede vores vindaktiviteter ud over flere markeder og ud over flere partnerskaber,« siger han.

Samtidig understreger Henrik Poulsen, at der er tale om projekter på »den lange bane«.

»Vi evaluerer løbende ud fra, hvad vi mener, de enkelte projekter kan bidrage med af finansiel værdi, og hvordan de kan bidrage til den grønne ambition, vi har om opbygningen af offshore-vind. Så de (de franske projekter, red.) er en del af den fortløbende pipeline,« siger han.

DONGs erklærede fokusområde er Nordeuropa, og derfor kan den administrerende direktørs udmelding virke overraskende. Så sent som i 2011 og 2012 afviste energiselskabets bestyrelse med Fritz Schur i spidsen to investeringsoplæg, som lå uden for DONGs strategiske fokusområde. Det fremgår af den beretning, Rigsrevisionen fremlagde i forrige uge. Samme beretning påpeger mangler i DONGs risikostyring af flere store investeringer. Henrik Poulsen ønsker ikke at oplyse, hvilke investeringer bestyrelsen har afvist.

»Nej, det kan jeg ikke. Rent principielt kan jeg ikke begynde at løfte sløret for, hvad der står i vores bestyrelsesreferater. Og det er ikke offentliggjort,« siger han.