DJØF advarer mod lynfyringer

Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) advarer kraftigt regeringen imod at skride til de planlagte fyringer af statsansatte, før finansloven er endeligt vedtaget, skriver Politiken i dag.

Det vil være stik imod reglerne at fyre folk alene ud fra et forslag til finanslov, mener DJØF, der er fagforbund for de statsansatte.

I sidste instans er DJØF parat til at skride til voldgiftssager, hvis staten ikke overholder reglerne.

- Vi er helt, helt sikre på, at et forslag til finanslov ikke i sig selv er tilstrækkeligt grundlag for at indlede en fyringssag for statsansatte, siger Gert Nielsen, chef i DJØF's forhandlingsafdeling.

Fyringstruslen betød i går hektisk mødeaktivitet i en række ministerier, styrelser og direktorater.

Finansminister Thor Pedersen (V) vurderede ved fremlæggelsen af finanslovforslaget i går, at antallet af stillinger i statsadministrationen skal ned cirka 5000 i løbet af de næste fire år.

/ritzau/