Disneys skatteø udstilles

The Walt Disney Company har tilsyneladende undgået op mod 315 mio. dollar i skat ved at rykke sine overskud udenlands.

Foto: YOSHIKAZU TSUNO.
Læs mere
Fold sammen

Disney, eller rettere The Walt Disney Company, er røget på forsiden af den meget læste Huffington Post, da et lokalt medie har fundet frem til, at selskabet har undgået op mod 315 mio. dollar i skat ved at rykke sine overskud udenlands.

Det er avisen Orlando Sentinel, der har undersøgt Disneys skatteforhold.

Samlet har koncernen, der er bedst kendt for sine tegnefilm men også driver forlystelsesparker, tv-stationer og laver regulære spillefilm, 1,5 mia. dollar i overskud stående i udlandet, så de ikke bliver beskattet i USA. Det er en stigning fra 566 mio. dollar sidste år.

Den praksis har skåret Disneys, der er en af Floridas største skatteydere, effektive skatteprocent med 2 pct.point ifølge Orlando Sentinel.

Amerikanske selskaber bliver beskattet af overskud genereret i udlandet, men først når overskuddene trækkes hjem.