Discount-chef skal redde Kvickly

Den tidligere Aldi-direktør Michael Thurau blev i går ansat som ny direktør for Kvickly-kæden. Han skal rette op på resultaterne i Kvickly, der har haft meget svært ved at lave sorte tal på bundlinien.

Discount-chef skal redde Kvickly - 1
Efter at Michael Thurau i november blev fyret som direktør for Aldi i Danmark, sagde han, at han først ville sige ja til et nyt job, hvis det kunne give ham en stor udfordring. Den udfordring har han nu fået som ny direktør i den lettere skrantende Kvickly-kæde. Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere
I går var første arbejdsdag i Kvickly-kæden for 38-årige Michael Thurau. Han skal som ny direktør rette op på den underskudsgivende drift i Kvickly-butikkerne og de store Kvickly Xtra varehuse.

Michael Thurau har frem til november 2003 stået i spidsen for discountkæden Aldi, men han blev under kontroversielle omstændigheder fyret, efter sigende fordi han serverede champagne for sine medarbejdere, hvilket var imod den tyske discountkædes stramme alkoholpolitik.

Den tidligere Aldi-direktør er nu i stedet blevet ansat hos konkurrenten Kvickly, der hører under Coop Danmark.

Kvickly-kæden er den del af Coop Danmark, som har haft sværest ved at tjene penge, og Michael Thurau har nu fået som sin fremmeste opgave at få Kvickly-kæden til at give overskud.

»Vi lægger ikke skjul på, at vi ikke har været tilfredse med udviklingen i Kvickly-kæden. Det er ikke gået så godt som ventet, og nu gælder det om at gøre Kvickly-konceptet bæredygtig i det kommende år,« siger H.C. Madsen, der er adm. direktør i Coop Danmark.

Stillingen som kædedirektør i Kvickly blev ledig, da den tidligere direktør Jan Nielsen i december 2003 sagde sit job op med den begrundelse, at han ikke havde en profil, der passede til de kommende udfordringer i Kvickly. Det er den bold, som Michael Thurau nu har samlet op.

En svær opgave
»Jeg er blevet ansat for at få Kvickly til at give sorte tal på bundlinien. Det bliver helt sikkert en svær opgave, men det er også derfor, jeg har sagt ja til udfordringen,« siger Michael Thurau, ny direktør for kvickly-kæden.

Det har især været Dansk Supermarkeds Bilka og Føtex-butikker, som Kvickly-kæden ikke har kunnet konkurrere med.

I modsætning til Kvickly vil både Bilka og Føtex give stort overskud igen i 2003. Kvickly har også måttet lukke butikker i den direkte konkurrence med Føtex, blandt andet på Fisketorvet i København.

Den tidligere Aldi-chef vil ikke pege på, hvem der er Kvicklys største konkurrenter på dagligvaremarkedet, men udover Føtex og Bilka skal Michael Thurau nu blandt andet kæmpe mod den discountbølge i Danmark, som han selv har været en af hovedmændene bag.

Michael Thurau har dog allerede i Aldi bevist, at han kan få en underskudsforretning til at give overskud.

Han kom til Aldi i 1998, og allerede året efter havde han vendt et underskud på 23 millioner kr. til et lille plus på syv millioner kr. Det nyeste regnskab for 2002 viste en positiv bundlinie på 49 millioner kr.

Michael Thurau, der er uddannet Cand.merc., har før sit job i Aldi været ansat som projektleder i reklamebureauet KGN Brands og som eksportchef i Tholstrup Cheese.

Ny kurs
Hverken Coop Danmarks direktør H.C. Madsen eller Michael Thurau vil løfte sløret for, hvordan den nye kurs for kvickly-butikkerne kommer til at se ud. Men de peger på, at det især er logistikken i kæden, som har været et svagt led, der skal gøres mere effektivt.

»Kvickly skal ikke nærme sig et discount-koncept som Aldis, fordi jeg er blevet direktør, men jeg kan bruge min erfaring fra discount-sektoren til at skære ned og rationalisere alle de steder, hvor det er muligt,« siger Michael Thurau.

De 73 Kvickly-butikker og 14 Kvickly Xtra (det tidligere OBS!) har en omsætning på rundt regnet 12 mia. kroner om året, og de står dermed for en fjerdedel af det samlede salg i Coop Danmark.

Kvickly-butikkerne klarer sig især godt på salget af nonfood-varer, et marked hvor de store varehuse vinder terræn år efter år.

Det brede vareudvalg i Kvickly-butikkerne vil ikke blive indskrænket fremover, siger H.C. Madsen, adm. direktør i Coop, der i samarbejde med Michael Thurau de kommende måneder skal fastlægge en ny strategi for Kvickly-kæden.