Direktørskifte i Dantruck-Heden

Karriere. Ny direktør bliver Niels Henrik Lauritzen, der kommer fra Linak.

Den børsnoterede gaffeltruck-forhandler, Dantruck-Heden, skiller sig af med selskabets administrerende direktør Lars Henriksen. Ny direktør bliver Niels Henrik Lauritzen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for Linak Danmark. Lars Henriksen oplyser, at bestyrelsen for det Uldum-baserede selskab har ønsket nye kræfter på posten. - Vi har haft en snak om virksomhedens fremtid, og vi er kommet til denne her konklusion. Det er sket efter god og gensidig overenskomst. Jeg har gjort et stykke arbejde for Dantruck-Heden de sidste 4-5 år som var nødvendigt. Nu er der nok behov for andre boller på suppen, siger Lars Henriksen til RB-Børsen.

Udskiftningen af Lars Henriksen kommer i kølvandet efter et elendigt årsregnskab for 2006. Årsregnskabet viste et underskud på 9,4 mio. kr. mod et overskud på 2,1 mio. kr. året før. I år venter Dantruck-Heden dog, at resultatet er vendt til at overskud på mellem 5 og 10 mio. kr. før skat.

- Især indtjeningen på salget af nye og brugte truck påvirker resultatet negativt, hvorimod service- og reservedelsaktiviteterne præsterer acceptable resultater og er inde i en positiv udvikling. Resultatet afspejler, at der også i 2006 har været anvendt store ressourcer på den igangværende turnaround i virksomheden med fokus på at optimere og effektivisere alle væsentlige forretningsområder og -processer, skriver Dantruck-Heden i regnskabet, der blev offentliggjort i marts.

Året har heller ikke budt på de store triumfer for aktionærene. Kursen er siden nytår stille og roligt faldet, og mandagens direktør-farvel satte yderligere fart på nedturen. Aktien faldt umiddelbart med 10 pct. til 43 kr., hvilket giver en markedsværdi af Dantruck-Heden på 95 mio. kr.