Direktør vil fortsætte Flextronics

Elektronikvirksomheden Flextronics i Pandrup forsøges fortsat under en eller anden form, selv om den internationale koncern Flextronics trækker sig ud, og storkunden Siemens siger farvel sammen med 500-700 ansatte. Det oplyser administrerende direktør Peter Hinrup, der gerne vil overtage den nordjyske virksomhed sammen med andre.

Læs mere
Fold sammen
- Vi har altid vidst, at når man har en stor, dominerende kunde, så kommer man på et tidspunkt i den situation, hvor man skal skære ned, fordi kunden forsvinder. Selvfølgelig er det trist, at vi skal ind i sådan en runde, som vi skal nu, siger Peter Hinrup til Ritzau.

- Det positive er, at vi er i stand til at overleve alligevel. Vi har fået bygget alternative forretninger op, som vi kan bygge fremtiden på.

Det største nye forretningsområder er udstyr til underholdning i hjemmet - dvd, fladsskærme til tv og satellitmodtagere. Et andet forretningsområder er telekommunikation, men ikke mobiltelefoner, som netop Siemens stod for. Siemens vil flytte produktionen til blandt andet Ungarn, Sydeuropa og Fjernøsten, hvor produktionen er billigere, oplyser Peter Hinrup.

Elektronikvirksomheden, som tidligere hed Dancall, har tidligere oplevet store op- og nedture, herunder betalingsstandsning. Den har været Nordjyllands største industrivirksomhed med 1700 ansatte og været helt nede på 11 ansatte.

/ritzau/