En dansk fødevareproducents kølesystemer er blevet udsat for forsøg på cyberangreb natten til mandag.

Det siger chefkonsulent hos Dansk Industri Jeppe Engell til DR.

- Et af vores medlemmer har fortalt, at de i nat (natten til mandag, red.) fik en alarm fra deres leverandør af deres køleanlæg, som sagde, at de var blevet angrebet, og at leverandøren havde nået at stoppe angrebet og tage nogle præventive aktioner i forhold til, at det ikke kunne ske, siger han til DR.

Engell vil ikke fortælle, hvilken producent der var mål for angrebet, men fortæller, at det ikke er et supermarked.

Dansk Industri mener, at flere danske virksomheder er blevet angrebet.

- Det kan vi være 100 procent sikre på. Alle er nu i gang med at finde ud af, hvor slemt det er, siger chefkonsulent Jeppe Engell.

Koncernen Coop, der ejer flere supermarkedskæder i Danmark, oplyser til Ritzau, at "driften i Coop er normal", men at "beredskabet naturligvis er øget i tråd med anbefalingerne fra Dansk Erhverv", som mandag opfordrede virksomheder til at gennemgå sikkerheden.

Salling Group, der ligeledes står bag flere supermarkedskæder i landet, har heller ikke oplevet noget usædvanligt, mens flere europæiske supermarkeder har været udsat for angreb på køle- og fryseanlæg.

Alligevel skærper koncernen sit fokus på sikkerheden.

- De seneste uger kalder på, at vi er ekstra agtpågivende, siger pressechef Jacob Nielsen.

Han vil ikke oplyse, om kølesystemerne er koblet op på internettet og dermed i teorien kan tilgås udefra.

- Det ville være forkert af mig at sige, hvordan vores IT er strikket sammen. I dag er også et eksempel på, at det ikke er noget, vi bør dele ud af, siger han.

Mandagens angreb har blandt andet ramt fødevarebutikker i Sverige, Irland, Belgien, Estland og Luxembourg.

RITZAU