DF: Folketingsvalg truer TV 2-salg

Ny udskydelse af TV 2-privatiseringen får Dansk Folkeparti til at advare om, at folketingsvalget risikerer at stå i vejen. »Det er halsløs gerning, hvis salget først bliver i 2005,« siger partiets medieordfører Poul Nødgaard.

Salget af TV 2/Danmark må nu endnu en gang udskydes og vil efter alt at dømme tidligst komme på tale til efteråret. Til gengæld er det absolut sidste udkald, hvis privatiseringen overhovedet skal gennemføres før et valg, erklærer Dansk Folkeparti.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har godt nok talt om foråret 2004, men ifølge Dansk Folkeparti er planen atter skredet på grund af EU-sagen om ulovlig statsstøtte til TV 2, og det får nu mediepolitisk ordfører, Poul Nødgaard, til at advare om at det kommende folketingsvalg meget snart står i vejen for et salg af TV 2.

»TV 2 er meget meget dygtige, og det kører udmærket nu. Det skal man anerkende. Jeg står derfor ikke og presser på for at få en privatisering. Men skal TV 2 privatiseres, så vil det nok ikke være særlig smart at trække det helt frem til et nyvalg af Folketinget,« siger Poul Nødgaard, der frygter, at det kan koste stemmer.

»TV 2 skal privatiseres i god tid før næste valg, så vi kan bevise over for befolkningen, at den privatisering var der ikke noget galt i. For hvis nu noget går skævt i de første dage efter privatiseringen, så kan det blive et stridsemne i valgkampen - og det ønsker vi ikke, det bliver. Derfor skal privatiseringen ske senest i år,« siger Poul Nødgaard til Berlingske Tidende.

EU-sag som forhindring
Han fremhæver flere gange, at han personligt synes, at salget har trukket alt for længe ud, men erkender dog, at kulturministeren ikke har kunnet komme uden om den verserende EU-sag, inden betingelserne for salget af TV 2 fastlægges endeligt.

»Men det vil altså være halsløs gerning, hvis salget først bliver i 2005. Det ville være at trække det for langt ud - til trods for EU-sagen - set i forhold til et folketingsvalg,« siger Poul Nødgaard.

Han konstaterer samtidig, at hvis privatiseringen ikke bliver inden valget, så er det tvivlsomt, om den overhovedet bliver til noget.

»Vi håber selvfølgelig på, at der også er et VKO-flertal efter valget. Men bliver der en anden regering, så vil det her projekt blive skrinlagt med det samme. Derfor er min appel, at få den privatisering gennemført i løbet af ganske få måneder,« siger Poul Nødgaard, der mener, det er regeringens ansvar, om det skal blive ved med at trække ud.

»Men efter det seneste møde i forligskredsen har jeg bare overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, at det bliver før til efteråret,« siger han.

To runder
Poul Nødgaard peger iøvrigt på, at kulturministerens beslutning om, at salgsprocessen skal ske med to runder, hvor først alle interesserede melder sig, og siden vælges en lille håndfuld ud, der så får lov til at byde endeligt på TV 2, betyder, at selve salget let vil kunne tage måneder.

»Ultimativt kan man stoppe efter første runde. Hvis man mener, at der blandt de interesserede købere ikke er nogen, som er i stand til at byde og samtidig leve op til de betingelser, vi stiller, så behøver vi jo ikke gennemføre privatiseringen,« fastslår Nødgaard.

Berlingske Tidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen, men ifølge hans pressechef har ministeren intet nyt at tilføje om privatiseringen, da processen frem mod et salg fortsætter uændret.