Detroniseret BP-chef skal vikariere hos mine-gigant

Den engelsk-schweiziske minegigant Glencore Xstrata indsætter Tony Hayward som midlertidig bestyrelsesformand, efter at aktionærerne smed den hidtidige formand på porten.

Tony Hayward mens han stadig var topchef for BP Fold sammen
Læs mere
Foto: SUZANNE PLUNKETT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godt tre år efter at BPs olieboreplatform Deepwater Horizon eksploderede og sendte massive mængder olie ud i den Mexicanske Golf og kostede 11 oliearbejdere livet, er BPs daværende topchef, Tony Hayward, så småt på vej tilbage til toppen af det britiske erhvervsliv, skriver Reuters.

55-årige Hayward, som i oktober 2010 mistede sit job for sin svage håndtering af krisen, er blevet hyret ind af den engelsk-schweiziske minegigant Glencore Xstrata som vikar på posten som bestyrelsesformand. Det skete på en begivenhedsrig generalforsamling i det nyligt fusionerede selskab, hvor den hidtidige formand, John Bond, blev stemt ud af aktionærerne som følge af polemik opstået efter fusionen mellem Glencore og Xstrata.

Kilder tæt på selskabet forventer ikke, at Hayward vil stille op som permanent løsning. 

Hayward selv har dog også gang i andre ting. Han er for tiden topchef i Genel Energy International, som gør sig i olieboringer i den irakiske region Kurdistan. Heller ikke her undgår Hayward helt kontroverserne, i det den irakiske centralregering ikke mener, at den regionen har ret til at udstede olielicenser, hvilket ifølge centralregeringen gør olieproduktionen ulovlig. 
 
Hayward blev afløst som topchef i BP af Bob Dudley, efter at det lykkedes at stoppe udslippet fra oliebrønden. Det forventes, at oprydningen og erstatningskravene efter Deepwater Horizon vil koste BP mere end 40 milliarder dollar.