Det vil eksperterne selv gøre med feriepengene

Vi har spurgt en stribe privatøkonomiske eksperter om, hvad de ville gøre med de indefrosne penge, hvis de havde nogen – hvilket de fleste af dem ikke har.

Marlene Nørgaard Carolus, adm. direktør i Mybanker, har en meget klar holdning til, hvad danskerne bør gøre med deres feriepenge, hvis de ikke har planer om at bruge dem som tiltænkt - nemlig på at få sat gang i forbruget. Emil Hougaard
Hans Peter Christensen, direktør i Uvildige.dk. PR-foto

Hans Peter Christensen, direktør i rådgivningsfirmaet Uvildige.dk:

»Jeg er partner, som er det samme som at være selvstændig. Derfor har jeg ikke feriepenge i mit ansættelsesforhold. Hvis jeg havde, ville jeg nok vælge at få dem udbetalt og overveje at sætte dem ind på pension eller investere dem i en fornuftig blanding af aktier og obligationer, som passer til min risikovillighed og tidshorisont for investeringen. Og så ville jeg nok overveje at bruge lidt af dem ekstraordinært i den ånd, der ligger bag udbetalingerne – at vi gerne skulle have lidt mere gang i samfundet. Vi har råd til de dagligdags ting, vi skal bruge, men når der kommer lidt ekstra ind, som ikke var med i budgettet, kan det godt give anledning til, at man tager ud og spiser en ekstra gang, bruger lidt mere i efterårsferien eller køber lidt bedre rødvin end ellers.«