Det umulige skattestop

Regeringens løfter forvrider skattestrukturen og gør finansieringen afvelfærdssamfundet efter 2010 noget nær umulig. Regningen skal jo betales.

Hvor langt frem går den danske vælgerbefolknings økonomiske horisont? Næppe særligt langt at dømme efter den brede støtte, som regeringens symbolladede skattestop er modtaget med. Efter sigende det mest populære element i dens aktuelle politik og en vigtig forudsætning for en kommende valgsejr. Her er noget, man kan forstå. Og så siger regeringen, at det ikke engang går ud over velfærden!

På lidt længere sigt - som øjensynligt ikke fylder meget i vælgernes bevidsthed, selv om de næsten alle vil komme til at opleve det som nutid - står problemer med at opretholde velfærd, som de kender det i dag, imidlertid i kø. Årsagen må efterhånden være almindelig viden: Faldende arbejdsstyrke og mange flere ældre at forsørge i velfærdssystemet.

Problematikken er grundigt kortlagt i makroøkonomiske modelberegninger. Løsningen er også klart skitseret - den er indeholdt i Finansministeriets »En holdbar fremtid - Danmark 2010«, som kan hentes på www.fm.dk. Den finansielle forudsætning er, at den offentlige gældsætning, som fandt sted i løbet af 1980erne og 1990erne, bliver bragt væsentligt ned. Rente- og afdragsforpligtelserne på denne gæld er tyngende. I planen skulle det offentliges renteudgifter halveres fra ca. 50 mia. kr. årligt i 2000 til 20-25 mia. kr. i 2010. I 2004 er renteposten kun faldet til 46 mia. kroner, og det endda i en situation, hvor renteniveauet er historisk lavt.Den seneste Vismandsrapport påpeger - sikkert med mere rette end finansministeren vil være ved - at målsætningen i 2010-planen for gældssanering af de offentlige udgifter næppe vil kunne realiseres, hvis såvel velfærdsudgifter som skattestop opretholdes. Selv om vi ikke har hørt Velfærdskommissionens endelige bud på dens grundige vurdering af dette centrale udgiftsområde og dets finansiering, synes der ikke at være uoverensstemmelse mellem deres foreløbige udmeldinger og Vismændenes konklusion.

Det er især skattestoppets fastfrysning af punktafgifter og ejendomsværdiskatten i kroner og øre, der falder vismændene for brystet. Det betyder en reel nedsættelse af den reale beskatning, fordi disse afgifter kommer til at udgøre en aftagende del af prisen. Det samme gør sig ikke gældende, hvor afgifter og skatter er fastsat til en procent som momsen og indkomstskatten. Herved forvrides skattestrukturen, blandt andet med den uheldige følge, at det bliver endnu mere besværligt at nedsætte det indkomstskattetryk, som praktisk taget alle er enige om skal nedsættes som led i 2010-planen for forøgelse af arbejdsstyrken.

Muligvis har skattestoppet derfor vist sig at være et budskab, som det har været let at kommunikere ud til landets vælgere. Men hvis det fortsætter uden nødvendige justeringer (og behovet for dem bliver der flere og flere af, som tiden går og strukturerne i økonomien forskydes), kan 2010-planen ikke sikre den fremtidige velfærdsfinansiering efter dette år.U/anset farve vil regeringen til den tid derfor ikke kunne opfylde de løfter, som afgives i denne tid om både at øge beskæftigelsen, nedsætte skattetrykket og opretholde velfærdsniveauet for fremtidens ældre.

Uden en fortsat markant gældsreduktion står valget derfor enten mellem reduceret velfærd for aldersgruppen, der er over 60 i dag, eller et stigende skattetryk, fortrinsvis på dem under denne alder. Det er en ærgerlig pris at betale for, at regeringen vælger at kommunikere i stedet for at sanere.