Det starter ude hos køerne

Knud Erik Jensen er for længst holdt op med at slæbe jord ind på de bonede gulve. Den kommende formand for mejerifusionen mellem Arla og Campina er sat op til succes, og så må Bakkegården og dens malkekøer vente.

Den fugtige vintervind bider i ansigtet, og Knud Erik Jensen varmer hænderne i lommerne, mens han skridter op over græsmarken bag Bakkegården.

Her fra det østligste Djursland er der i klart vejr udsigt til Kattegat til to sider, gravhøjen Tyvhøj til den tredje og det nordligste af Grenaa by til den fjerde, forklarer han.

Men han går her ikke så ofte mere. Hans gang er på de bonede gulve, og der kommer han til at tilbringe endnu mere tid, for Knud Erik Jensen er udset til at være bestyrelsesformand i den planlagte fusion mellem Arla og hollandske Campina - et europæisk supermejeriselskab med 21.000 andelshavere og 28.000 ansatte, en omsætning på 75 milliarder kroner og en markedsandel i det nye, udvidede EU på ti procent.

Der er dog for længst taget hånd om Bakkegården, for Knud Erik Jensens ældste søn, Mogens, har halvpart i gården og sørger for dens drift sammen med en fodermester og to medhjælpere.

Heroppe fra markerne kan Knud Erik Jensen se ud på de vidtstrakte arealer, som efterhånden er blevet købt til. I alt driver Bakkegården I/S 500 hektarer jord og producerer mælk fra 200 sortbrogede malkekøer, og hvis det går an at købe mælkekvoter til en ordentlig pris, vil antallet af køer muligvis snart stige til 300.

Familiefællesskab
Størrelsesmæssigt ikke opsigtsvækkende, for mange landmænd satser på nybyggeri til både 400 og 500 og sågar 1.000 køer i disse år, men det er slet heller ikke hensigten at vække opsigt.

»Vores mål er en harmonisk virksomhed. Med 300 køer vil vi kunne beholde vores nuværende mandskab og holde indtjeningen, og så behøver det ikke være større,« siger Knud Erik Jensen.

For der er jo også hans to andre sønner, Peter og Jens, der driver hver sit landbrug lige i nærheden med henholdsvis smågriseproduktion og slagtesvin. Tilsammen har de fire et fællesskab, som kun få kan prale af.

»Vi driver markerne sammen, og vi har byttet to mejetærskere til én for at deles om den. Desuden indgår vores medhjælpere, så alle kan få en ekstra hånd, når det er nødvendigt. Og så skiftes vi til at betale regningerne,« tilføjer Knud Erik Jensen, men ser ud til straks at fortryde, fordi han et kort øjeblik lod fakta vige for en vaks bemærkning.

Super saglig
Når man taler med Arlas bestyrelsesformand Knud Erik Jensen, er han nemlig sagligheden selv. Også selv om han går rundt på sin barndoms fagre sletter iført ternet skjorte, striktrøje, fritidsjakke, mørke bukser og sorte gummistøvler. Og selv om flere af hans venner i tidens løb har rådet ham til at være lidt mere løssluppen, når han er på. Ligesom når han spiller whist med vennerne, går i haven med sin kone Merete eller på jagt med sine sønner. Alting er jo ikke lige tungt, har de sagt; men Knud Erik Jensen har konsekvent valgt den saglige linie. Og da han er så fantastisk vidende på sit felt, kan han holde den kørende ganske længe, før han løber tør.

»Meget af det, der skal give indtjening om ti år, er det, vi beslutter i dag. Vi har regnet på såvel en »stand-alone«- situation som på fortsatte opkøb og en fusion, og vi kunne ikke få øje på bedre løsninger end en fusion med Campina,« siger Knud Erik Jensen og glæder sig over, hvor godt Arla og Campina passer sammen.

Og så fortæller han om de muligheder, der ligger i en større volumen af konsummælk, om et udvidet sortiment og om at forsyne fødevarekoncernerne med specialprodukter i skarp konkurrence med verdens største leverandører.

Skal lære engelsk
I hans øjne er målet en succes på linje med MD Foods' fusion med Arla i 2000. Den styrkede konkurrenceevnen, og går det lige så godt denne gang, vil han være glad, siger han.

Forude venter imidlertid et anseligt stykke ekstra formandsarbejde. Først med at overbevise Arlas andelshavere om velsignelserne ved fusionen og dernæst med at integrere og harmonisere de to selskaber.

I den forbindelse kan det også blive aktuelt at sidde på skolebænken en tid, for det nye koncernsprog bliver engelsk, og der kan blive brug for gloser, der rækker ud over dem, som fusionsforhandlingerne krævede.

Og så er der forbrugernes gunst, som det har knebet med i det seneste år. Selv om deres reaktion mod Arla og for de mindre mejerier ifølge Knud Erik Jensen har været unfair, skal den tages alvorligt. Det er forbrugerne, der vælger, hvilke selskaber der får succes.

Jo, der er nok at tage fat på - måske også mere, end Knud Erik Jensens hidtidige formandshonorar, der ligger et sted mellem 500.000 og 800.000 kroner, kan dække.

»Det vil vise sig,« siger han kort, for det er absolut ikke et emne, han selv har bragt på bordet.

Bundreel og beskeden
En international toppost som den, Knud Erik Jensen skal bestride, kunne man muligvis have spået ham, allerede da han som 16-årig blev antaget som karl hos Bakkegårdens nabo, Henning Thygesen.

For nok var drengen temmelig tavs, men han var aldrig bange for selv at gå i spidsen for et stykke arbejde, og han forventede som noget naturligt, at de andre så ville følge efter.

»Han var en rigtig bundreel dreng, og jeg tror, han har fået succes, fordi han altid har holdt sit ord. Sådan en bliver der lyttet til. Men det er godt nok en ordentlig stilling til sådan en ganske almindelig landmand uden uddannelse,« siger Henning Thygesen.

Imod sig havde Knud Erik Jensen imidlertid sin beskedenhed, fortæller en anden bekendt, Kjeld Lund. De to sad blandt andet sammen i bestyrelsen i den lokale landboforening fra 1969 og fra 1978 i repræsentantskabet i Mejeriselskabet Danmark.

»Vi fulgtes ad til møder igennem 18 år. I starten skulle Knud Erik nærmest skubbes frem, for dybest set ville han hellere blive hjemme og passe sit. På den anden side mente han vel nok, at nogen skulle gøre organisationsarbejdet, og på et tidspunkt blev han da også grebet af det,« fortæller Kjeld Lund.

På kontorstolen
Den økologiske bølge blev han derimod aldrig rigtig grebet af, fortæller Kjeld Lund, der selv er økologisk mælkeproducent på 11. år og lykkelig for det.

»Men det vidste jeg helt fra starten, for han er alt for meget ordensmenneske. Han ville aldrig kunne leve med lidt ukrudt hist og pist. Hver gang han har købt en gård op, rydder han op omkring den med det samme,« siger Kjeld Lund.

Det skete også i 1966, da Knud Erik Jensen sammen med sin kone købte den nedslidte og forsømte Bakkegården. Sideløbende med istandsættelsen indgik han et driftsfællesskab med sin far, og i løbet af få år var deres 35 køer blevet til 100. Det niveau holdt igennem en lang årrække, mens næste generation voksede op.

»Jeg har altid sagt, at mine sønner skulle vælge erhverv efter interesse. Men uanset hvilken uddannelse, du tager, så ender du med at sidde på en kontorstol ved en skærm. Vi har så bare arbejdet med køerne også,« siger Knud Erik Jensen.

Da alle tre sønner valgte landbruget, fandt deres far det vigtigt, at de også fik hver deres gård.

»Det var jo ingen selvfølge, at de kunne samarbejde, og med hver sin gård kunne de skrue op og ned for det.«

Altid landmand
I dag er sønnen Mogens og hans kone flyttet ind på Bakkegården for at være tæt på køerne, og Knud Erik Jensen og hans kone er rykket nogle kilometer vestpå til en mindre gård uden dyrehold. Her har de revet to af gårdens fire længer ned og istandsat resten fra kælder til kvist.

Forberedt på pensionisttilværelsen sammen med Merete (og syv børnebørn lige i nærheden); men for Knud Erik Jensens vedkommende ligger den ikke lige om hjørnet, selv om har han rundet 61 år. Organisationsarbejdet kalder, der er ting, der skal gøres, og indtil den dag, da han kan takke af og vende tilbage til landmandslivet, må han holde sig ajour med udviklingen så godt, som han kan.

»Det er vigtigt for mig at føle mig som landmand, og jeg giver en hånd med fodringen, når jeg kan få tid. Det er jo ude hos køerne, at det starter.«

Det er lige, hvad ko nummer 03026 kan lide at høre. Hun kommer hen til fodergangen og strækker hals, da Knud Erik Jensen går forbi for at vise løsdriftstalden frem. På et øjeblik nærmest aflæser han koen og går videre i fuld forvisning om, at den er i topform - klar til at yde sine 27 liter om dagen.

»På trods af dyre staldsystemer og malkerobotter og den slags er den landmand, der får mest succes, ham, der kan lide at gå en tur imellem køerne to-tre gange om dagen. Ham, der har tid til at tænke sig om,« siger han.