Det lykkedes ikke for Jens at finde den samlede regning for en låneomlægning

På trods af talrige låneomlægninger over de seneste 18 år er det endnu ikke lykkedes husejer Jens Harder Højbjerg at få overblik over de samlede omkostninger ved manøvren. Se her regningen for en låneomlægning. Der er store forskelle mellem bankerne, og der er op mod 20 poster på regningen.

Boligejer Jens Harder Højbjerg har mere erfaring med at omlægge sine realkreditlån end de fleste. Alligevel er det endnu ikke lykkes ham at gennemskue alle omkostninger ved manøvren. Oscar Scott Carl

Jens Harder Højbjerg har taget en dejlig glidetur ned sammen med renten på realkreditlån i de senere år. Han har flittigt lagt lånene om til lavere og lavere rente, og med en syv-otte låneomlægninger bag sig betegner han sig selv som »lidt af en amatørekspert«.

Men der er lidt malurt i bægeret med glæden over rentefaldet og de mange lukrative låneomlægninger: Det er endnu ikke lykkedes ham at gennemskue og selv gennemregne samtlige omkostninger ved en låneomlægning.