"Hemmeligheden" skriver vi på ugens forside, hvor vi giver et løfte om at indvie læserne i baggrunden for Apples og Steve Jobs succes. Holder vi, hvad vi lover, eller er vi lidt for kække?
Det er ingen hemmelighed, at vi ikke har fået det store interview med Steve Jobs, men har gravet dybt i de internationale aviser, bøger og websites for at sammenstykke et portræt af Apple-stifteren, der for en uge side var afbildet som en kloning mellem Moses og Jesus på forsiden af The Economist.
Så langt går vi ikke. Vores journalistiske metode har sine begrænsninger, og direkte forretningshemmeligheder falder i denne sag uden for vores gebet. Til gengæld bringer vi som dansk medie et stort portræt af en international topleder, der er værd at tage ved lære af.
Hvordan? Steve Jobs forstår sine kunder bedre end nogen anden, og han går aldrig på kompromis med sine produkter. Han er den ultimative slutbruger, der med Mac’en leverede nye brugervenlige computere, med iPod’en vendte op og ned på musikindustrien og med iPhone satte helt nye standarder for mobiltelefoner.
Den banale omskrivning er, at Jobs altid tænker som kunden, og tilsat passion er det ikke den værste drivkraft i verden. Om den rækker til en ny revolution, vil den nære fremtid vise. n pfb@berlingske.dk