Det kan snart være slut med at medbringe bærbare på fly til USA

Trump-administrationen overvejer at udvide et forbud mod bærbare computere i flykabinerne på alle flyvninger ind i USA.

Foto: JOE PENNEY. A traveler takes her laptop out of her bag for scanning at Terminal 4 of JFK airport in New York City, U.S., May 17, 2017. REUTERS/Joe Penney
Læs mere
Fold sammen

I fremtiden kan det blive forbudt at arbejde eller fordrive tiden på en bærbar computer ombord på fly til USA. Frygten for terrorangreb som følge af skjulte bomber i bærbare computere har nemlig fået amerikanske politikere til at overveje et forbud mod at medbringe sin bærbare computer i flyenes kabiner. Det skriver Financial Times.

Der findes allerede et forbud mod at medbringe bærbare computere i kabinerne på fly, der afgår fra Mellemøsten og Nordafrika, men hvis Det Hvide Hus får sin vilje, kan forbuddet komme til at inkludere Europa.

»Vi overvejer at udvide restriktionen, der finder sted i Mellemøsten og Nordafrika, og udvidelsen af de restriktioner kan komme til at inkludere Europa og andre steder,« siger David Lapan, der er talsperson for Homeland Security, USA’s ministerium for national sikkerhed, til Financial Times.

Varslingen fra Trump-administrationen vækker bekymring i Bruxelles hos politikere og diplomater, der frygter, at et forbud vil få negative følgevirkninger på lignende regler for flyvninger internt i Europa.

Varslingen om restriktionerne kommer på grund af en frygt for at Islamisk Stat skulle være i gang med at udvikle en bombe, der kan skjules i en bærbar computer og detoneres ombord på flyet, skriver Financial Times.

Det vil stadig være muligt at fragte sin computer på flyene, hvis det udvidede forbud bliver en realitet, men forretningsrejsende på lange ruter til USA vil ikke kunne arbejde ombord på flyet med en bærbar, som tidligere.

Flyselskaber frygter, at forbuddet vil ramme efterspørgslen på rejser til USA, da mange virksomheder forbyder deres ansatte at opbevare bærbare computere i lastrummet på grund af risikoen for at få stjålet ømtålelige oplysninger.

Embedsmænd fra det Hvide Hus og Bruxelles mødtes onsdag i kølvandet på, at Bruxelles havde klaget over ikke at blive ordentligt informeret om det mulige forbud.