Det gælder om at være sikker

Microsoft har uventet givet det udbredte Windows 98 to år mere. Martin Lundsgaard, teknisk chef med ansvar for sikkerhed hos Microsoft Danmark, giver svaret på hvorfor.

Læs mere
Fold sammen
»Aflivningen« af computerstyresystemet Windows 98 har jo været udsat flere gange. Er det nu endegyldigt slut i 2006?

»Der er jo allerede reduceret support på Windows 98. Fokus ligger på det sikkerhedsmæssige. Som vi så det med Blaster-ormen, kan der opstå nye, kritiske sikkerhedshuller, som skal lappes her og nu. Der er altså ikke tale om en fuld opgradering og opdatering med nye funktioner. Det samme gælder f.eks. også for Windows NT. Hvis væsentligt graverende huller i sikkerheden bliver fundet, vil vi gribe ind.«Hvor vigtig er antallet af brugere i denne beslutning? Det er en ret betragtelig andel af kunderne, der bruger Windows 98?

»Den er naturligvis vigtig, men det er samtidig relativt dyrt for os at holde et beredskab klar til at understøtte ældre versioner - og der er jo stadig nogle, der bruger Windows 3.11 og sågar forgængeren DOS. Men med Windows 98 er der tale om mange millioner brugere. Kikker man samlet på alle versioner af Windows, overgår Windows XP og Windows 2000 dog nu Windows 98 i antal brugere.«Så budskabet er, at nu får folk et par år til at skifte til Windows XP?

»Det er forventningen, at folk vil skifte. Selvfølgelig kan man ikke sige det kategorisk, for det er uforudsigeligt, hvad der sker på sikkerhedsområdet. Men jeg tror, at de, der kører Windows 98 i dag, vil opleve det som relativt forældet, og så vil de skifte.«Det hjælper vel også, at prisen på computere er kommet ned? Tidligere lød kritikken, at et skift til Windows XP krævede en udskiftning af computeren.

»Det er klart. Samtidig står sikkerheden højt på dagsordenen nu. Windows 98 er jo skrevet i en tid, hvor der ikke var computervira og -orme. Vi kan også se af statistikkerne, at Windows XP-brugere rammes sjældnere, fordi Windows XP har indbyggede sikkerhedsfunktioner. Det er klart mere vanskeligt at være sikker med Windows 98 end med de nyere funktioner, som er kommet til. Der bliver solgt mange nye PCer, og de har alle Windows XP på. Så lad os nu se. Det er en langsigtet proces, dette her.«