Det dyre dollar-dyk

Der var engang, hvor dollaren kostede 13 kr. Det var i efteråret 1985. Men så holdt finansministrene fra verdens syv rigeste

lande et møde på Hotel Plaza i New York. Da de kom ud fra mødet, sagde de, at dollaren var overvurderet. Siden

faldt dollaren kraftigt, og nogle år efter kostede den omkring syv kr.



I disse dage koster dollaren kun 5,80 kr.



Danske

virksomheder mærker konsekvensen af den lave dollarkurs dagligt. I forgårs måtte Mærsks containerfabrik i

Tinglev i Sønderjylland afskedige en fjerdedel af staben, fordi fabrikken ikke kan konkurrere med Mærsks kinesiske containerfabrik,

som sælger i den kinesiske valuta, der er bundet til dollaren. Hos Martin-gruppen i Frederikshavn , måtte man skille sig

af med 33 funktionærer. Martin sælger 40 procent af sine diskoteks-lamper i dollarafhængige lande. Derfor gør

dollarfaldet ekstra ondt i Frederikshavn.



Nu er det sådan, at finansministrene fra verdens syv rigeste lande snart skal

mødes igen. Helt præcist den 6.-7. februar. Og her ville det være velgørende med en erklæring om,

at dollaren er blevet for svag. Desværre tyder intet på, at vi får den. I USA er det valgår. George Bush har

tændt op under økonomien med ufinansierede skattelettelser. Han vil også have gang i beskæftigelsen. Til

den ende hjælper en svag dollarkurs, der øger den amerikanske eksport.



Danmarks problem er, at vor krone er knyttet

til Euroen, som p.t. er ligeså stærk, som dollaren er svag. Og den stærke Euro truer med at kvæle det opsving,

som er i gang i Europa.



I Danmark ændrer vi ikke vores valutakurspolitik. Den danske krone har været knyttet til

de europæiske valutaer siden 1982, hvor Poul Schlüters borgerlige regering lagde kronen fast . Nu er den knyttet til Euroen,

og det er i det lange løb en stor fordel.



Derfor er virksomhedernes eneste alternativ at tilpasse sig udviklingen. I den

situation er det afgørende, at virksomhedernes i forvejen svækkede konkurrenceevne ikke undermineres yderligere af nye

lønstigninger.



Derfor hviler der et tungt ansvar på arbejdsmarkedets parter, som netop nu forhandler nye overenskomster.



Der

er ikke plads til store gaver til de ansatte.



Virksomhederne har fuldt op at gøre med at klare dagen og vejen