Det bliver i familien Clinton

Chelsea Clinton, datter af Bill og Hillary, er efter en stribe job i den private sektor endt i »familieforetagendet« – alias den filantropiske fond Clinton Foundation.

Chelsea Clinton attends the 2014 Glamour Women Of The Year Awards at Carnegie Hall on November 10, 2014 in New York City. Fold sammen
Læs mere

Det er ikke let at løsrive sig fra sine forældre, hvis man har efternavnet Clinton.

Lettere bliver det ikke at fremstå som et selvstændigt menneske, at man går ind i familiefirmaet.

Men det er, hvad Chelsea Clinton har gjort. Forældrenes filantropiske fond er blevet hendes hovedbeskæftigelse og nu omdøbt til The Bill, Hillary and Chelsea Clinton Foundation. For klart at signalere, at der her er tale om et ægte familieforetagende.

Det er en nærmest blåblodet treenighed: Chelsea er trods alt i den temmelig usædvanlige position at være datter af både en tidligere amerikansk præsident og formentlig også en kommende. Allerede tales der også om, at hun formentlig vil spille en fremtrædende rolle i valgkampagnen, hvis moderen Hillary Clinton som ventet stiller op som præsidentkandidat i 2016.

På en måde forstår man godt, at Chelsea gladelig vinkede farvel til sit seneste job som »specialkorrespondent« for nyhedskanalen NBC News og en særdeles rundhåndet hyre på omkring 600.000 dollar om året. Efter nogles mening også en for rundhåndet hyre.

Karriereforvirring

For Chelsea har det været en tur ad omveje. På overfladen lignede hendes karriere længe et oprør mod forældrenes meget offentlige politiske liv og de medier, hvis skarpe søgelys hun er vokset op i.

Da hun i sin tid begyndte at studere på Stanford, havde hun på sin første dag følgeskab af ikke blot sine forældre, men også et større opbud af sikkerhedsfolk og omkring 250 journalister. Ingen anonymitet her.

Da hun var i tyverne, var hun med egne ord lidt karriereforvirret og havde overhovedet ingen jobmæssig »krystalkugle«. Andet end at forsøge at gå op i noget, der lå så fjernt som muligt fra, hvad forældrene gik op i. Og leve så normalt som muligt.

Bedømt på tørre tal

Der var flere runder akademiske studier i Californien, Oxford og New York. Der var job i konsulentfirmaet McKinsey. Og der var en dans med Wall Street i hedgefonden Avenue Capital Group.

»Jeg ville gerne forstå, hvordan folk, der har det som deres business at lave penge, forholder sig til penge,« forklarede hun i 2012 i et Fortune-interview.

Det var en mandeverden, men hun satte pris på, at hendes succes blev bedømt på tørre tal. »Det var utrolig meritokratisk, og jeg elskede det. Helt bogstaveligt var der en bundlinje for min indsats.«

Men i sidste ende konstaterede hun, at penge »ikke var det parameter, jeg ville bedømme mit liv på rent professionelt«.

Konstateringen var foranlediget af, at hun pludselig bremsede op og spurgte sig selv, om det nu alligevel var vejen frem at arbejde som en gal og så oveni bruge alle ledige aften- og weekendstunder på at studere, så en arbejdsuge snildt listede sig op i over 100 timer. Balancen i forhold til privatlivet var væltet.

Og hun havde måske heller ikke hjulpet sig selv med sin vanlige strategi for at tackle enhver mistanke om særbehandling eller nepotisme med at knokle løs og overgå sig selv i arbejdsnarkomani.

Samtidig begyndte hun at sande, at den offentlige opmærksomhed, som hun siden sin barndom havde forsøgt at værne sig mod, måske i virkeligheden kunne bruges til noget gavnligt. Angiveligt en erkendelse, der for alvor begyndte at melde sig, da hun i 2008 tog orlov fra Wall Street-jobbet for at arbejde på Hillary Clintons første præsidentkampagne.

Filantropi

Alligevel formåede hun ikke at slippe Wall Street før tre år senere. Og på nogle måder er erfaringerne i dag uendelig nyttige i forhold til Clinton-fondens filantropiske arbejde. Ikke kun med hensyn til at rejse penge til arbejdet, men også i målingen af fondens resultater. En tilgang, der bliver stadig mere almindelig i filantropisk arbejde, blandt andet som det bedrives af en af Clinton-fondens samarbejdspartnere, Bill and Melinda Gates-fonden.

»Der er brug for folk som dem på Wall Street, der kan forholde sig køligt og kønsblindt til sagen. Udviklingsarbejde bevæger sig over i retning af en investerings-tankegang,« udtalte hun i september 2011, da fondens mest kendte forgrening, Clinton Global Initiative, havde årsmøde.

Det har tidligere været en velkendt kritik af Clinton-fonden, at den er lidt kaotisk organiseret. Endnu er det uvist, om Chelsea – der officielt er næstformand – har gennemslagskraft nok til at sætte mere skik på sagerne.