Derfor kan oliekrisen knække Putin

Når olieprisen er høj, er Rusland stærkt og aggressivt. Men nu falder olien. Rusland kan lide samme skæbne som den, der overgik Sovjetunionen i 1991, lyder en advarsel.

Den russiske præsident Vladimir Putin hævde, at alt vil blive godt igen i løbet af et par år, men de lave oliepriser kan betyde endog meget svære tider for det russiske regime. Foto: Maxim Zmeyev/Reuters Fold sammen
Læs mere

Olieprisen falder, og tankstationernes prisstandere viser tal, vi dårligt kan huske, hvornår vi sidst har set. Det er de vestlige forbrugeres fantasipriser, men for præsident Putin er det et mareridt.

Selv hævder Putin jo, at alt vil blive godt igen i løbet af et par år, men meget tyder på, at de lave oliepriser kan betyde enden på det russiske regime.

For hvordan var det nu, at det gik til, da Sovjetunionen brød sammen?

Jamen, det var jo noget med Reagan. Og Stjernekrigen og krydsermissiler. Noget med at russerne ikke havde råd til at følge med i den vanvittige oprustning, som USA i Den Kolde Krigs sidste år kastede sig ud i. Og til sidst var der bare ikke flere penge tilbage.

Det er en koldsindig økonomisk forklaring, og der er naturligvis flere supplerende forklaringer. Et stift og usmidigt system uden konkurrence, som nok kunne bygge atomvåben, men som ikke kunne forsyne sin befolkning med toiletpapir. Manglen på konkurrence. Manglen på frihed.

Der er bare én forklaring, som man overså, og måske overså Putin den også i februar sidste år: Olie.

Og det, som sker lige nu, ligner Sovjetunionens sidste år.

»Det faktum, at Sovjetunionen brød sammen fem år efter, at olieprisen begyndte at falde, bør tjene som en advarsel,« skriver avisen Vedomosti onsdag.

Et supervåben

Vedomosti er såmænd ikke de første, som har set sammenhængen mellem Ruslands storhed og oliens pris.

Reagans søn, journalisten Michael Reagan, skrev tilbage i marts en klumme med et godt råd til præsident Obama, som på det tidspunkt virkede lidt i vildrede med, hvad han skulle stille op med situationen på Krim. Veludstyrede, høflige og disciplinerede soldater uden kendetegn på uniformerne havde omringet de ukrainske militærbaser på Krim, en ny lokalregering havde kuppet sig til magten og havde udskrevet folkeafstemning, og en tønde olie kostede 109 dollar.

»Jeg foreslår, at præsident Obama studerer, hvordan Ronald Reagan besejrede Sovjetunionen,« skrev Reagan junior i marts 2014.

»Han gjorde det som bekendt uden at affyre et skud, men han havde et super- våben: Olie. Olie var det eneste, som Sovjet havde i 1980erne, som nogen i resten af verden var interesseret i at købe. Altså udover interkontinentale ballistiske missiler og brintbomber, og de var ikke til salg. Eftersom oliesalg var Kremls eneste kilde til velstand, fik min far saudiaraberne til at oversvømme markedet med billig olie. Lavere oliepriser devaluerede rublen og fik Sovjetunionen til at gå fallit, hvilket førte til Perestrojka og Mikhail Gorbatjov og det sovjetiske imperiums sammenbrud.«

Så vidt Reagan junior, og man kan måske indvende, at Saudi-Arabien gerne har sin egen dagsorden og ikke er tilbøjelig til at tage imod instruktion fra Det Hvide Hus. Men uanset hvorfor det nu var, at saudiaraberne skruede op for oliehanerne, så gjorde de det, og det var en historie, der reelt sluttede 26. november 1991, da en embedsmand i Vnesjekomombank lidenskabsløst meddelte Kreml, at der ikke var flere penge tilbage.

»Om udtømmelsen af de likvide valutareserver,« lyder dokumentets titel skrevet på sovjetisk træsprog.

Invasionen i Afghanistan

»Alting har en frygtindgydende lighed med det, der skete i Sovjetunionen,« skrev Vedomostis udenrigsredaktør, Mikhail Overtjenko, onsdag, og samtidig dykkede olieprisen kortvarigt ned under 46 dollar. Den er nu faldet næsten 60 procent, siden de høflige soldater overtog kontrollen med Krim.

Faktisk kan olieprisens udvikling det seneste halve hundrede år også læses som en kurve over Sovjetunionens og Ruslands magt.

Op igennem 1960erne var olieprisen lav og stabil, og den sovjetiske økonomi voksede og voksede. Det var det, som økonomer kalder en ekstensiv vækst, ikke en intensiv. Økonomien voksede ved at opsluge flere og flere ressourcer, og ikke ved at blive mere og mere effektiv.

Man byggede fabrikker og tog jomfruelig jord under plov, og at luften blev forgiftet og Aralsøen tørlagt, tog man sig ikke af. Alt sammen krævede olie, mere og mere olie, hvilket man heldigvis selv producerede.

Så kom Yom Kippur-krigen i 1973 og den første oliekrise, og senere i årtiet den iranske revolution og den anden oliekrise Og det olieproducerende Sovjetunionen skovlede penge ind.

En tønde olie, der kostede 1,80 dollar i 1970, var i 1980 steget til 36,83. Europa var spundet ind i et net af russiske gasledninger, klientstaterne i øst blev subsidieret med billig energi, og Sovjets egen befolkning blev holdt i ro med importerede fødevarer og forbrugsgoder betalt med oliepenge.

Og netop da var det, at ledelsen i Kreml, sløvet af overflod og beruset af olie, besluttede sig for at invadere Afghanistan.

Advarsel fra oppositionen

Afghanistan var en militær katastrofe, men det var ikke Afghanistan, der sluttede den lange stabile periode, man på russisk kalder stagnationens år. Det var ikke engang Gorbatjov. Det var olien.

I 1986 besluttede saudierne sig for at øge olieproduktionen, og det var næppe, fordi Reagan havde bedt om det. Snarere for at straffe andre OPEC-lande, der havde overskredet deres kvoter.

I løbet af nogle måneder faldt prisen til 12 dollar, og den sovjetiske økonomi begyndte at gå i opløsning.

Det samme gjorde imperiet, da Sovjet ikke længere havde råd til at forsyne Warszawapagt-landene med billig olie, men måtte kræve betaling i hård valuta.

Bagefter begyndte det hele forfra. 1998 var et nyt lavpunkt for både olieprisen og Rusland. Olien nåede under 13 dollar, og Rusland standsede simpelthen sine betalinger. Efter årtusindskiftet kom nye prisstigninger og ny velstand, men Putin gjorde sig ikke fri af sin afhængighed af olien.

De, der advarede ham, endte i opposition. Som for eksempel den tidligere premierminister Jegor Gaidar, som i 2007 skrev:

»Sovjetunionens sammenbrud burde være en lektie for dem, der bygger deres politik på en antagelse om, at olieprisen vil være høj for evigt. Man skulle mene, at dette ville være indlysende i vores land, som har gennemlevet sammenbruddet i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne.«

De seneste år er Putin og olien nærmest gået i takt. Fra nytår 2007 og frem til midten af 2008 blev olieprisen fordoblet, og i sensommeren 2008 invaderer Rusland nabolandet Georgien.

Så følger et nyt prisdyk, men fra 2011 og frem ligger olieprisen stabilt på et historisk højt niveau. Og så kommer Krim.

»De seneste år har Rusland væltet sig i penge og ført en særligt aggressiv udenrigspolitik,« skriver Mikhail Overtjenko.

»Kulminationen var genforeningen med Krim ved hjælp af »høflige mænd«, og støtten til separatisterne i det østlige Ukraine, der førte til krig. Kampen mod indre fjender er blevet forstærket med metoder, der både er moderne og – i stadigt højere grad minder om metoderne fra første halvdel af 1980erne.«

Nu er det måske snart anden halvdel af 1980erne, måske er det blevet 1986. 1991 er fem år væk.

Læs mere