Derfor er den kinesiske møntfod med ét blevet langt stærkere

Den Internationale Valutafond har givet den kinesiske yuan det blå stempel og status som global reservevaluta. Det er en symbolsk sejr for Beijing og på sigt en beslutning, der kan få stor betydning for valutareserver verden over.

IMF har to kriterier, der skal være opfyldt, før en valuta kan komme på tale som medlem i den eksklusive klub. For det første skal den pågældende nations eksport udgøre mindst én procent af klodens samlede eksport. Derudover skal der være tale om en ofte brugt valuta i internationale sammenhænge. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK

BEIJING: Den kinesiske yuan er kommet i fint selskab. Før var der fire, om lidt er der fem valutaer med officiel status som en global reservevaluta. Det er resultatet af et længe ventet møde i hovedkvarteret for Den Internationale Valutafond (IMF).

Her blev det besluttet at føje den kinesiske yuan til kurven af valutaer med reserve-status, der før kun bestod af dollar, euro, pund og yen. At mødet var længe ventet skyldes, at IMF kun foretager ændringer i sammensætningen hvert femte år, og sidste gang blev det et nej til kineserne. Afgørelsen er en fjer i hatten for den kinesiske regering, der ser det som en stor anerkendelse af landets finansielle reformer.

IMF har to kriterier, der skal være opfyldt, før en valuta kan komme på tale som medlem i den eksklusive klub. For det første skal den pågældende nations eksport udgøre mindst én procent af klodens samlede eksport. Derudover skal der være tale om en ofte brugt valuta i internationale sammenhænge. Det første krav har i årevis været en smal sag for Kina at leve op til. Det kan man ikke sige om det andet.

Det er heller ikke tilfældet i dag. Men når den kinesiske yuan alligevel har fået IMF’s blå stempel, skyldes det, at Kina har taget en række vigtige skridt i retningen af at åbne mere op og internationalisere sin valuta. Beijing er bl.a. gået med til at underlægge sig IMF-normer i forhold til offentliggørelse af data. Ændringerne omfatter større åbenhed om størrelsen på den kinesiske valutareserve samt landets gæld. Kina og Saudi-Arabien har hidtil været de to eneste nationer blandt G20- landene som ikke efterlevede de internationale standarder for datapublicering. Den kinesiske fremgangsmåde placerede ifølge IMF verdens næststørste økonomi på niveau med Afghanistan og Cambodja. Kinas centralbank vil dog fortsat ikke oplyse om køb og salg af udenlandsk valuta og guld i de internationale markeder.

Kina har længe presset på for at få yuanen optaget, og at det lykkedes var ventet. IMF’s udvalgte valutaer danner basis for de særlige trækningsrettigheder hos Bank of International Settlement i Basel – også kaldet centralbankernes centralbank. Systemet fungerer som et supplement eller støtte til reserverne hos hvert medlemsland af IMF.

Det blev oprettet i 1969 for at understøtte global likviditet og som et værn mod valutaspekulation. Medlemslandenes valutareserver bestod den gang typisk af guld eller amerikanske dollars. Med den nye ordning blev variationen større. Sidst IMF fortog ændringer i sammensætningen af valutakurven var i 1999, hvor euroen blev inkluderet. Ti år senere meldte den kinesiske centralbank ud, at et globalt finansielt system afhængigt stort set udelukkende af dollaren ikke var forsvarligt. Siden har den kinesiske ledelse promoveret yuanen som en kandidat.

Den seneste ændring træder i kraft til oktober næste år. Hidtil har vægtningen af dollar, euro, pund og yen været på henholdsvis 41,9 pct., 37,4 pct., 11,3 pct. og 9,4 pct. Fremover kommer dollaren til at stå for 41,7 pct., mens den japanske yens andel falder til 8,33 pct. og britiske pund til 8,09 pct. Euroens andel bliver reduceret mest til 30,93 pct. så der bliver plads til yuanen med 10,92 pct. I første omgang er yuanens nye status mest symbolsk. Det er næppe tilfældet, at den kinesiske valuta bliver mere dominerende internationalt fra den ene dag til den anden. Men det kan meget vel være tilfældet på sigt.

I dag bliver yuanen stort set ikke brugt som valutareserve af verdens centralbanker, men i takt med at stadig flere kommercielle handler bliver foretaget med den, vil andelen stige. Især i de lande, der handler meget med Kina. Og i den kontekst er signalet fra IMF, at den kinesiske valuta er klar til det. Men regeringer, der udsteder efterspurgte valutaer, er nødt til at drive åbne finansielle markeder, hvor udenlandske investorer og centralbanker kan købe og sælge frit og hurtigt. Kina bevæger sig kun langsomt i den retning.

Den kinesiske regering er yderst bevidst om, at en mere international yuan betyder mindre kontrol. Beijing har ikke travlt med at åbne portene på fuld gab og lade yuanen eller andre valutaer flyde frit ind og ud af landet. Til det er frygten for kapitalflugt og bobler i økonomien for stor.