Der bliver opslået flere stillinger end i seneste højkonjunktur

Arbejdsløse kan glæde sig over, at der i gennemsnit bliver opslået flere stillinger nu end i årene 2015-2019.

Jobcenter København på Gammel Køge Landevej i Valby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De seneste uger har antallet af opslåede stillinger været højere end i de samme uger i de forudgående år.

Det kan have været med til at afholde den samlede ledighed fra at stige. Det vurderer Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos.

Vurderingen kommer, efter at tal fra Beskæftigelsesministeriet har vist, at der søndag var i alt 178.296 ledige personer i Danmark.

Det var et fald på 2062 personer i forhold til søndagen før.

»Det er rigtig positivt at, antallet af ledige ikke er steget i forbindelse med månedsskiftet.«

»Det kan hænge sammen med, at der faktisk er en vis aktivitet i dansk økonomi, som sætter sig i pænt mange stillingsopslag.«

»Faktisk er der flere ledige stillinger nu, end der var i højkonjunkturårene 2015-2019,« siger Mads Lundby Hansen i en skriftlig kommentar.

Gennem hele juli har det gennemsnitlige antal opslåede stillinger været højere end de samme uger i årene 2015-2019.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet med henvisning til tal fra Jobnet, der er jobcentrenes tilbud på internettet til alle jobsøgende og arbejdsgivere i hele landet.

Eksempelvis har der i uge 30, som varede fra 20. juli til 26. juli, i gennemsnit været mere end 19.000 opslåede stillinger.

Det er nogle tusinde højere end gennemsnittet i samme uge i 2015-2019.

Også starten af august har budt på et højere antal opslåede stillinger.

Eksempelvis har der søndag 2. august været opslået 17.583 stillinger, hvor gennemsnittet for samme dag i 2015-2019 var 15.881 opslåede stillinger.

Antallet af opslåede stillinger omfatter både nyopslåede stillinger og tidligere opslåede stillinger.

/ritzau/