Den russiske centralbank sænker renten

Den russiske centralbank har sænket sin ledende rente til 14 pct. fra 15 pct.

A picture illustration shows U.S. Dollar and Russian Ruble banknotes in Sarajevo, March 9, 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: DADO RUVIC

Den russiske centralbank har sænket sin ledende rente til 14 pct. fra 15 pct. Rentenedsættelsen var ventet af analytikerne, viser data fra Bloomberg News.

Rublen er efterfølgende styrket en smule til lige omkring 64,50 rubler for en euro fra et niveau lige over 65 rubler inden rentemeddelelsen.

Den russiske centralbank begrunder indgrebet med udsigten til en nedkøling af økonomien, der ventes at skrumpe med 3,5-4 pct. i 2015. Samtidig lader banken vide, at den står parat til at sænke renten yderligere, så snart inflationsrisikoen aftager.

Inflationen ligger ifølge centralbanken på hele 16,7 pct. per 10. marts, hvilket hovedsagligt skyldes faktorer relateret til udbuddet som følge af rubelsvækkelsen og eksterne handelsrestriktioner. I det kommende år - fra marts 2015 til marts 2016 - venter centralbanken, at inflationen vil aftage til 9 pct., hvorefter den vil nå tilbage til bankens målsætning på 4 pct. i 2017.

- Svag økonomisk aktivitet vil bidrage til et fald i inflationen. Et yderligere fald i produktionen er forventeligt som følge af vedvarende lave oliepriser og russiske låntageres manglende adgang til udenlandske kapitalmarkeder, skriver centralbanken, der ser tilbagegang på en lang række områder for russisk økonomi. Det gælder eksempelvis virksomhedernes investeringer, udlånet til private, reallønnen og forbrugernes efterspørgsel.

Kun Ruslands nettoeksport ventes at bidrage positivt til økonomien, da det seneste års svækkelse af rublen har styrket Ruslands konkurrenceevne.