Den mærkværdige historie om Puerto Rico der gik fallit i slow-motion

Puerto Rico er et tredjeverdensland med førsteverdensregler. Og nu er det gået fallit. Det havde man kunnet forudse.

Puerto Rico skulle have betalt 58 mio. dollar til kreditorerne sidste mandag, men kunne kun betale 628.000 dollar, så nu er den frie associerede stat gået fallit. Arbejdsløsheden er høj, og mange rejser fra øen. Foto: Alvin Baiez/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Det lyder på flere måder frygtelig bekendt alt sammen: Statens udgifter vokser og vokser, og skatten bliver ikke sat op med samme fart. Love og regler har skabt monopoler af den ene og den anden slags. Understøttelse og kontanthjælp ligger et godt stykke over mindstelønnen. Så alt for få har et arbejde. Statsgælden bare vokser. Og en dag går staten fallit.

Det kunne være historien om et lille land i Sydeuropa, men det er det ikke. Den fallerede stat er Puerto Rico i det caribiske øhav, og den er ingen rigtig stat, men ifølge sin forfatning en »fri associeret stat« i union med USA. Det lyder også kønnere end selvstyreområde eller koloni.

Den frie associerede stat er altså gået fallit. Sidste mandag skulle Puerto Rico have betalt 58 millioner dollar til sine kreditorer, men kunne kun betale 628.000 dollar. Ingen ved rigtigt, hvad man skal stille op. Puerto Rico er ikke et selvstændigt land, og derfor kan det ikke få hjælp af IMF.

Havde det været en amerikansk kommune, havde den kunne søge ly under den amerikanske konkurslovs bestemmelser for kommuner i betalingsstandsning. Havde det været en delstat i USA, havde det i princippet ikke været stillet anderledes, men så havde det haft noget politisk vægt at lægge bag et krav om hjælp fra Washington. Men som borgere i en ikke-delstat har puertoricanerne ikke stemmeret i USA.

Fallit i slow-motion

Det mest fascinerende ved historien er, at den har været forudset længe. Da Grækenland faldt på gulvet, skete det med et brag og en forskrækkelse. Pludselig opdagede man, at gælden var løbet løbsk, og kort tid efter var det første hjælpeprogram på plads.

Puerto Rico er gået fallit i slow-motion.

Allerede sidste år skrev og talte man om, at situationen var helt uholdbar.

I juni i år sagde Puerto Ricos guvernør, Alejandro García Padilla, at øen ikke kunne betale sin gæld, og han appellerede til kreditorerne om at komme til forhandlingsbordet. Den største af kreditorerne, OppenheimerFunds, svarede tilbage, at det kunne han godt glemme: Fonden ville forsvare sine rettigheder. Og så er der alle hedgefondene, der er rykket ind i takt med, at fornuftige investorer løb deres vej. De bliver heller ikke nemme at snakke med.

Væk fra øen

Kort forinden havde tre økonomer afsagt dom over Puerto Ricos økonomi. De tre, anført af en tidligere cheføkonom for Verdensbanken, Anne Krueger, gjorde opmærksom på, at den offentlige gæld er vokset uafbrudt siden år 2000 og nu har nået 100 procent af BNP, hvilket er en gældssætning værre end Portugals og Spaniens.

Det var der gode grunde til, konkluderede de tre økonomer. Vi nævner i flæng:

Kun 40 procent af den voksne befolkning deltager i arbejdsstyrken – dvs. er i arbejde eller søger job. I USA i øvrigt er det 63 procent. I Danmark deltager næsten otte ud af ti i arbejdsstyrken. Puertoricanerne arbejder altså kun halvt så meget som os – i hvert fald officielt.

Det kan man også nemt forklare. I Danmark taler vi meget om, at det skal kunne betale sig at arbejde. I Puerto Rico har man virkelig noget at tale om. En familie på tre, der er berettiget til fødevarehjælp, særligt børnetilskud, offentlig medicinhjælp og boligtilskud kan få op til 1.749 dollar om måneden, mens mindstelønnen efter skat er på 1.159 dollar.

Selv om folk vil arbejde, er det svært at få et job. Det hænger igen sammen med, at Puerto Rico er et tredjeverdensland med førsteverdensregler. I USA har man en lovbestemt mindsteløn på 7,25 dollar i timen, og det er ikke alverden i USA. Men i Puerto Rico er det en hel del; det svarer til 77 procent af øens gennemsnitsindkomst. Oveni har Puerto Rico forskellige lokale regler om overtidsbetaling og ferie, der reelt øger mindstelønnen.

Derfor rejser folk da også fra øen for at finde arbejde. Emigrationen fra Puerto Rico er i disse år større end selv i 1950erne, og siden 2006 er befolkningen støt og roligt faldet fra 3,8 til 3,5 millioner mennesker. Intet tyder på, at udviklingen vil vende de kommende år.

Puerto Rico er heller ikke et let sted at skabe job. Energipriserne er for eksempel skyhøje. Et offentligt selskab har monopol på at producere el, og det er ifølge økonomerne »ineffektivt og overbemandet« og anvender forældet teknologi. En kilowatttime koster 22 cent eller cirka halvanden krone at fremstille. Forskellige former for konkurrencebegrænsning gør også transport til og fra øen dyrere end nødvendigt.

Evaluering uden handling

Alt i alt ligger Puerto Rico på en 47. plads i Verdensbankens Doing Business-rangliste over, hvor let det er at drive forretning. Det er lige mellem Rwanda og Rumænien og en hel del værre end i USA, der ligger på plads nummer syv (Danmark er på fjerdepladsen).

Tænketanken Brookings i Washington arrangerede sidste efterår et seminar med en paneldebat om Puerto Ricos problemer. Deltagerne var helt enige om, at nu gik den ikke længere. Der var ingen vækst, folk flygtede fra øen, der var en enorm sort økonomi – »for hvordan overlever folk, når man kun har en deltagelse i arbejdsstyrken på 40 procent? Der må være en meget stor uformel økonomi,« som en af deltagerne, Palmira Rios Gonzales fra Puerto Ricos universitet, bemærkede.

Og politikerne handler ikke – eller i hvert fald for lidt.

»Hver gang, der er et regeringsskifte i Puerto Rico, bliver der lavet overdragelsesrapporter. Regeringens gæld bliver evalueret og så videre. Alle har de konkluderet, at vi er nødt til at ændre vores model,« sagde Palmira Rios Gonzales, som er direktør for universitets offentlige lederuddannelse.

En af Brookings egne forskere, senior fellow Barry P. Bosworth, konkluderede, at tiden var ved at være gået for den caribiske ø-ikke-stat.

»Jeg tror ikke, jeg har hørt nogen gode forslag til, hvad der kunne ændre situationen. Hvorfor skulle en virksomhed flytte til Puerto Rico? Hvorfor skulle det være et attraktivt sted at drive forretning? Jeg mener, det er svært at finde en grund til det,« sagde han, og kaldte situationen for både »meget vanskelig« og »ustabil«.

»Den offentlige gæld har nået den grænse, hvor jeg tror, at hvis det var en delstat, ville alle være enige om, at man umuligt ville kunne betale al den gæld tilbage. Det holder ikke.«

I sidste uge holdt det så heller ikke længere, og ingen kan sige, at de ikke var advaret.