Den finansielle vagthund sætter sommerhusmarkedet under lup

Faren ligger som regel i de udviklingstendenser, der skiller sig ud. Det påpeger Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet, hvor man i øjeblikket er i gang med at undersøge udviklingen på sommerhusmarkedet. Han vil ikke afvise, at der kan være behov for at gribe ind.

I 2017 lempede man lånereglerne for at sætte skub i sommerhusmarkedet – nu er det gået amok. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Da landet første gang lukkede ned for snart et år siden, tog sommerhusmarkedet en noget uventet drejning. Ejendomsmæglerne talte ligefrem om, at danskerne hamstrede sommerhuse.

Og selvom der nu er udsigt til, at alle voksne danskere kan blive vaccineret inden sommerferien, fortsætter den store interesse for at købe sommerhuse indtil videre ind i 2021. Den høje handelsaktivitet kombineret med tocifrede prisstigninger er ikke gået ubemærket hen i Finanstilsynet, som nu ser nærmere på udviklingen.